Nu løfter Nørrebro Teater sløret for deres kommende forestillinger for sæsonen 2022/23. Hvad enten du er til en nyskrevet popkomedie om ensomhed, den helt store juletradition, eller en uhyggelig aktuel satire, så har Nørrebro Teater noget for en hver smag. På Teaternyheder.dk guider vi dig til nogle af de forestillinger og aktiviteter, som du kan opleve på Nørrebro Teater i den kommende sæson.
Teaterdirektør Mette Wolf fortæller om den kommende sæson:
”Det kan føles befriende at le af noget, der i sit udgangspunkt ikke er sjovt. Det kan give os mulighed for at se verden på en ny måde og måske endda forstå den bedre. Derfor kan man på Nørrebro Teater opleve teater på mange forskellige måder – men også teater, der indholdsmæssigt tager fat i tunge temaer som ensomhed og magtliderlighed. Det, synes jeg, et moderne morskabsteater som Nørrebro Teater både kan og skal.”
En desperat popkomedie

KUNSTEN AT VÆRE OKAY er en nutidig popkomedie om at føle sig ensom blandt mennesker. Et aktuelt og komisk kig ind i at længes efter nogen eller noget, når verden udenfor skubber til det liv, vi kender.
En flok desperate sjæle forsøger at finde sig til rette i en hverdag, de har mistet grebet om. De klamrer sig febrilsk til lattervækkende og meningsløse rutiner, halvvisne parforhold og tyndslidte venskaber, mens de opfinder nye hobbyer for at få samling på tilværelsen. Oplev et hold af otte unge, fantastiske skuespillere i en nyskrevet og komisk samtidsfortælling med helt nye popsange af Thomas Buttenschøn, arrangeret af lyddesigner Viktor Dahl og iscenesat af instruktørtalentet Niels Erling. Forestillingen er skrevet af overærlighedsekspert og dramatiker Nanna Cecilie Bang.
Premiere 24. sep. 2022.
Aktuel satire

Josef Stalin dør, og den attraktive post som Sovjetunionens landsfader er ledig. Men hvem skal have magten? Svaret findes i kommunistpartiets øverste top, hvor alle dog har mere travlt med sig selv end med landets ve og vel. Et hæsblæsende magtspil med de mest udspekulerede bagholdsangreb begynder.
Forestillingen skulle have haft premiere i februar 2021, og har nu en endnu mere højaktuel satire om, når sandheden bøjes og fakta bliver en ligegyldighed. Med STALINS DØD tager Nørrebro Teater tråden op fra DIKTATOREN og viser underholdende teater om, hvad der sker, når magtliderlighed spiller fandango med menneskeliv og verdensfred.
Premiere 17. feb. 2023.
Et juleeventyr

Scrooge er en mavesur, gammel gnier. Hvor andre mener, at julen er hjerternes fest, tænker Scrooge kun på at tjene penge og har ikke andet end dyb foragt tilovers for julestemning og familiehygge. Men julenat får Scrooge besøg af et genfærd, og som om det ikke er nok, bliver han også hjemsøgt af tre juleånder, der giver ham en ordentlig lærestreg, da de tager ham med på en tur til både fortiden, nutiden og fremtiden.
Begynd julen på Nørrebro med Charles Dickens elskede klassiker Et juleeventyr.
Premiere 1. dec. 2022.
Mere end teater

Nørrebro Teater er meget mere end teater. I den kommende sæson kommer du også til at kunne opleve ENTEN-ELLER, et litteraturshow, hvor publikum får det sidste ord. Du kan også være med til fællessang for børn og voksne med FAMILIESANG. FATTIGRØVSKLUBBEN skabes i samarbejde med Dansk Aktionærforening og skal lære nybegyndere at investere, FYRAFTENSSANG er fællessang og en musikalsk pause midt i hverdagen, LATE NIGHT LØRDAG er showet, hvor alt kan ske. Oplev alt dette og meget mere på Nørrebro Teater.
Læs mere om alle forestillinger og aktiviteter her.
Billetslaget starter d. 27 april kl.12 og du kan til og med 31.maj spare 75,- pr. billet med MAJRABAT. Køb dine billetter her.