Nørrebro Teater har indgået nyt samarbejde med Odense Teater, hvor succesforestillingen DIKTATOREN får premiere i april 2019. Efter spilleperioden på Fyn rykker forestillingen desuden videre til det nordjyske, hvor den kan opleves på Aalborg Teater.
Da Nørrebro Teater i efteråret 2017 havde verdenspremiere på DIKTATOREN, blev den set af mere end 18.000, og endnu flere har allerede købt billetter til de kommende ekstraforestillinger den 25. maj – 9. juni.
Igen i Odense og Aalborg bliver det instruktør Nikolaj Cederholm, der står i spidsen for forestillingen. I Chaplins dobbeltrolle som lille jødisk barber og stor opblæst diktator fortsætter endvidere den dobbelte Reumert-vinder Olaf Johannessen. Fra Nørrebro Teaters oprindelige version medvirker i øvrigt Jesper Hyldegaard og pianisten Olivier Antunes, mens resten af rollerne bliver besat med skuespillere fra Odense Teaters ensemble.
DIKTATOREN spiller på Odense Teater fra den 11. april – 15. juni 2019, hvor den efterfølgende kan opleves på Aalborg Teater. Forestillingen er ydermere en del af dette års teaterfestival CPH STAGE. Læs mere på www.odenseteater.dk fra den 16. april 2018.