Jeg løber
Forestillingen Jeg løber med Anders Juul kan atter opleves på Det Kongelige Teater. Foto: Camilla Winther.

Forestillingen Jeg løber er tilbage på Det Kongelige Teater.

Den spillede for totalt udsolgte sale i efteråret 2017, og blev så stor en succes for både anmeldere og publikum at den nu får et da capo.  Men man skal skal løbe stærkt. Allerede inden repremieren i Skuespilhuset er der udsolgt, så der er sat tre ekstra forestillinger i salg – den 4, 6, og 8. februar.

Jeg løber er baseret på journalist Anders Legarth Schmidts blog i Politiken om tabet af sin seksårige datter til kræften. En rørende historie fra virkeligheden, som giver stof til eftertanke og sætter følelserne i brand.

Løber fra uretfærdigheden

Kort efter datterens død begynder Anders Legarth Schmidt at løbe. Han løber, og han kan ikke stoppe igen. For midt i sorgen, det tab og den uretfærdighed, der rammer ham, åbner løbet sig til en tilstand, hvor han føler sig let og fri og stærk. Hvor han kan trække vejret. Og hvor han måske kan komme tættere på sin afdøde datter.

Hovedrollen spilles af Anders Juul, der løber ti kilometer på scenen for hver forestilling. Der er ingen tvivl om, at Jeg løber er voldsomt teater, der rammer dybt i brystet og inspirerer.

Jeg løber spiller i Skuespilhuset i København fra 17. januar til 8. februar.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her