Jón Axel Fransson - Etudes © Henrik Stenberg

Den islandske danser Jón Axel Fransson blev hyldet efter en succesfuld premiere på AfteRite og Etudes lørdag aften. Efter forestillingen trådte balletmester Nikolaj Hübbe op på scenen, og fremhævede ballettens stjernedanser Jón Axel Franssons præsentation som solodanser i det danske mesterværk Etudes og gav ham følgende ord med på vejen:

”Kære publikum. I 1948 gik Etudes første gang over scenen på Det Kongelige Teater og indforskrev sig da, som een af de helt store kronjuveler i ballettens repertoire. Et stykke stjernekoreografi. I aften, mere end 70 år senere, er det derfor også så dejligt at netop lade Etudes være baggrunden for at en ny solodanser, en ny stjerne, bliver udråbt.

Aftenens stjernedanser har talent, fantasi, musikalitet, flid og en gudsbenådet springkraft. Han er en udpræget klassisk danser, men bevæger sig lige let i det moderne repertoire. Det gør, at hans navn står på alle gæstekoreografers ønskeliste. Når han danser, skinner solen på scenen. Og når han kaster sig ud i halsbrækkende spring, er det som at overvære Hekla i udbrud. Dog forårsager denne smukke danser kun glæde, og gispende klapsalver.

Kære publikum, tag godt imod og sig: “til hamingju (tillykke)” til Jón Axel Fransson.”

Med de ord blev Jón Axel Fransson ballettens nyeste solodanser, og fortsætter hermed op ad rangstien. De fleste kender ham fra DR TV-serien ”I forreste række”, hvor mange danskere fulgte hans kamp med sin egen perfektionisme og hans vilde passion for ballet. I 2018 vandt han en Reumert som Årets Danser for sin blændende teknik og sceniske nærvær. Jón Axel Fransson kan opleves live i forestillingen AfteRite og Etudes i Operaen frem til den 11. maj.

Læs mere om balletten her.

Se DR TV-serien “I forreste række” her.