Opera og performance smelter sammen i ny forestilling ’DRYPPENDE STOF – Sapfos fragmenter’, der kan opleves på Glyptoteket fra den 19.-28. august som en del af Copenhagen Opera Festival.
Musik, drama og historiefortælling
Forestillingen er skabt af komponist Matilde Böcher og koreograf og billedkunstner Jules Fischer og er baseret på forfatter Mette Moestrups gendigtning af oldtidens mest kendte kvindelige digter, queer-ikonet Sapfo fra Lesbos.
“Når opera er bedst, er det resultatet af det perfekte sammenstød mellem musik, drama og historiefortælling. I ’DRYPPENDE STOF – Sapfos fragmenter’ fremmer, inspirerer og provokerer hvert element det andet, og Mette Moestrup, Matilde Böcher og Jules Fischer er en fantastisk kombination til at tage os med på denne rejse i Glyptotekets idylliske omgivelser”, siger Amy Lane, festivalchef og kunstnerisk leder af Copenhagen Opera Festival.
Oplev Sapfos digte på ny
Sapfos digte (ca. 630 f.v.t) har gennem generationer vakt opmærksomhed med deres erotiske indhold og skildring af kærlighed mellem kvinder. Hun boede og skrev på øen Lesbos, som derfor har lagt navn til den lesbiske kærlighed. Mette Moestrups gendigtning af hele Sapfos værk ‘Sapfo’ udkommer på Gyldendal den 19.august, samme dag som forestillingen har premiere.
”Sapfo er de store følelser – en konstant vibrerende og sansende krop. I både musik og libretto har jeg bestræbt mig på at give Sapfos lyrik en stemme, der både favner digtenes oprindelse og samtidig viser dens nutidighed. Percussion, opera og vekslen mellem solister og kor er de bærende søjler i dette bud på Sapfo anno 2021”, siger komponist Matilde Böcher.
Et pulserende hjerte bag den kolde marmor
I ’DRYPPENDE STOF – Sapfos fragmenter’ giver operasanger Signe Asmussen, percussionist Jaleh Negari og performerne Ani Bigum Kampe, Olivia Riviere, Klara Jensen de Lopez, Julienne Doko, Kai Merke og Lisen Pousette krop og stemme til de antikke tekstfragmenter og finder ind til det pulserende, bankende hjerte bag den kolde, hvide marmor i Glyptotekets statuer.
”Det vigtigste for mig har været at portrættere et nuanceret og stærkt queer- og kvindefællesskab. Her hyldes mange forskellige aspekter af femininitet i en kontekst, hvor køn hverken er binært, forsimplet eller romantiseret. Når kærlighed, erotik, poesi og anerkendelse flyder mellem kvinder og queers, opstår et magisk og helende rum, og koreografien er optaget af relationer mellem performerne såvel som blikket mellem performere og publikum”, siger koreograf Jules Fischer.
Copenhagen Opera Festival finder sted fra den 19.-28. august. Festivalens samlede program kan findes her, mens traileren til ny opera ‘DRYPPENDE STOF- Sapfos fragmenter’ kan ses her.
’DRYPPENDE STOF – Sapfos fragmenter’ indgår desuden i programmet for Copenhagen 2021 – WorldPride og EuroGames samt Golden Days.
Forestillingen er blevet til med tilskud fra Statens Kunstfond, Bikubenfonden, Augustinus fonden, Golden Days, Copenhagen Opera Festival, Københavns Kommune og William Demant Fonden.