Akrobater kommer flyvende fra den anden side af jorden og flyver videre henover scenen i Ballerup på Baltoppen LIVE d. 20.-22. marts, når Out of Chaos… får Danmarkspremiere.

Rå og eksplosiv akrobatik kolliderer med sjove og sjælfulde overraskelser i forårets store, internationale forestilling på Baltoppen LIVE. Out Of Chaos…, af det australske kompagni Gravity & Other Myths, er nycirkus uden lige.

Her vender stærke kvinder og flyvende mænd op og ned på alt fra kønsstereotyper til tyngdekraft. For Gravity & Other Myths er opgøret med traditionerne dog ikke gjort ved at gå på kompromis med forestillingerne. Kompagniet afliver sejlivet myter, både når de sender sine akrobater til vejrs i vanvittige acts, og når de bruger kvindelige akrobater til at stå nederst i et mennesketårn – hvilket traditionelt er den stærke mands plads.

Upoleret intens akrobatik

Med nycirkus er et kunstnerisk ønske om, at flette de artistiske tricks ind i en karakterdrevet og fortællende ramme kommet på dagsordenen. Udover den ændring har det australske nycirkus også skyllet det show-prægede cirkus’ mængde af rekvisitter, pailletter og synlig makeup ud med badevandet. Tilbage står den rene fortælling om kroppens forunderlige kapacitet med alt, hvad det indebærer af svedigt, hjertebankende, koncentreret, bramfrit og humoristisk nærvær.

Out Of Chaos… er nyeste forestilling fra det australske kompagni Gravity & Other Myths. Forestillingen havde urpremiere på den australske Adelaide Festival i februar 2019 og har senest spillet for fulde huse i fem måneder på Chamäleon Theatre i Berlin. Nu har Baltoppen LIVE sikret sig at danskerne også får mulighed for at se den særegne, australske nycirkus-manege.

Står og falder sammen

Out Of Chaos… kredser om temaerne orden og kaos. Om de fysiske og dramatiske spændinger der er drivkraften i menneskelige relationer og gruppeadfærd. Om hvordan vi kan ophæve tyngdeloven, når vi står sammen. Og hvor hurtigt det hele kan falde fra hinanden igen. Forestillingen kommunikerer med publikum gennem sin æstetik, sit direkte nærvær og ved at tilbyde et rum for en intens fælles oplevelse.

Out of chaos kan opleves på Baltoppen LIVE den 20.-22. marts.

Du kan læse mere om forestillingen og købe billetter her.