Foto: Anette Julie Berg

Traditionen tro blev der den 3. december overrakt kongelige ridderordener i forbindelse med Ludvig Holbergs fødselsdag ved en ceremoni på Det Kongelige Teater.

En kongelig hædring af kunstnere og medarbejdere på Det Kongelige Teater.

En særlig dag 

For skuespiller Esben Smed og solodanser Andreas Kaas var det en ganske særlig dag. De er begge blevet nyslåede riddere af Dannebrog, hvilket blev markeret ved en ceremoni på teaterchef Kasper Holtens kontor i Skuespilhuset.

Esben Smed fortæller, at han altid har været kæmpefan af Dronningen.

– Jeg har altid tænkt på hende som den seje dronning. Det er blandt andet, fordi jeg er vild med Ringenes herre. Det ved jeg, at Dronningen også er. Jeg har endda den udgave af trilogien, som hun har illustreret, fortæller Esben.

Foto: Annette Julie Berg

Esben Smed er aktuel i rollen som Hamlet i Hamlet, Prins af Danmark, som Dronningen overværede i Skuespilhuset i efteråret:

– Det var virkelig livsbekræftende, at Dronningen var inde og opleve teater her i en coronatid. Hun interesserer sig oprigtigt for kunst, så derfor er denne dekorering både en kæmpe ære og et kæmpe privilegie, og jeg er dybt taknemmelig.

Kasper Holten: Glad for, at min farmor nåede at få det at vide”

Grundet coronasituationen var det desværre ikke alle, der havde mulighed for at være til stede ved overrækkelsen. En af dem, der var forhindret i at deltage, var solodanser Andreas Kaas, men for ham betyder dekoreringen med ridderkorset stadig noget helt særligt.

– Så snart Kasper Holten fortalte mig nyheden, ringede jeg og fortalte det til min farmor. Hun var så stolt, og hun græd i telefonen.
I oktober besøgte Andreas sin farmor på hospitalet, hvor de havde fejret ”jubilæum” for, at det var 20 år siden, at hun havde taget ham med i Det Kongelige Teater for første gang.

– Jeg var syv år gammel, og vi så børneballetten Den røde ballon.

Forestillingen gjorde så stort et indtryk, at Andreas efterfølgende søgte ind på Den Kongelige Balletskole.

– Min farmor døde desværre for tre uger siden, men jeg er glad for at hun nåede at få det at vide. Hun har set alle mine forestillinger og fulgt min karriere fra første dag, så hun forstod mere end nogen anden, hvor meget det betyder at få denne hæder, fortæller Andreas, der i denne sæson kan opleves i Nøddeknækkeren og Romeo og Julie.

Foto: Camilla Winther

Da Kasper Holten havde holdt tale og ønsket alle kunstnerne og medarbejdere på Det Kongelige Teater tillykke med hæderen, blev han selv overrasket, for Dronningen havde også valgt, at Kasper skulle tildeles ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.

”Nej, det vidste jeg slet ikke,” udbrød Kasper Holten, der glad og overrasket sluttede sig til gruppen af kunstnere og medarbejdere, der blev hædret.

Her er den fulde liste: 

Solodanser Amy Watson, kapelmusiker John Kruse, operasolist Stephen Milling, skuespiller Olaf Johannessen, teaterchef Kasper Holten og salgs- og planlægningsdirektør Henrik Sten Petersen blev tildelt ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen.

Skuespiller Esben Smed, operasolist Sofie Elkjær Jensen, solodanser Andreas Kaas, solodanser Caroline Baldwin, koncertmester Mikkel Futtrup, instruktør Katrine Wiedemann, scenograf Maja Ravn, korsyngemester Steven Moore og kommunikationsdirektør Magnus Restofte er alle udnævnt til riddere af Dannebrogordenen.

Tonemester Anna Bassan og teaterchefsekretær Lone Kanne Lorenzen fik overrakt Den Kongelige Belønningsmedalje.