Nyt fra Dansehallerne

Panflutes and Paperwork. Foto: Dansehallerne

Dansehallerne byder på næværende performances og branchedialog til efteråret. Både Panflutes and Paperwork, dobbeltforestillingen Manual Focus & 50/50 og brancheeventet Parent Hood. 

Dansehallerne indgår med stolthed deres store, indlysende samarbejde med Betty Nansen Teatret: Dansehallerne x Betty.

Fra 8. september – 3. oktober har du mulighed for at opleve high-class nordisk dans og koreografi – klassikerne, the new shit, det lokale – for alle aldre (bogstaveligt talt).

Om Panflutes and Paperwork 

Fra den 11.-12. september kan du opleve forestillingen Panflutes and Paperwork, der er et samarbejde mellem Dansehallerne og Betty Nansen Teatret.

Hvad betyder det egentligt, når man siger “dans til musik”? Og hvordan skaber man musik til dans? I duetten undersøger koreograf Ingrid Berger Myhre og komponist Lasse Passage forholdet mellem dans og musik. Med underspillet humor kaster de sig ud i at afprøve hinandens talent, og dans og musik får et særligt tvist i denne finurlige forestilling i krydsfeltet mellem performance og koncert.

Forestillingen er den første i en række af værker præsenteret i et samarbejde med Betty Nansen Teatret, Dansehallerne x Betty.

Læs mere om forestillingen her

Om Manual Focus & 50/50

Den 15.-18. september åbnes dørene for Mette Ingvartens to første performanceforestillinger i et unikt dobbeltprogram, som viser, hvor det hele startede for den danske stjernekoreograf. Med Manual Focus (2003) og 50/50 (2004) bragede Mette Ingvartsen igennem den koreografiske lydmur, og har siden skabt en perlerække af internationalt anerkendte forestillinger.

I de to værker undersøges affekt, erkendelse og sansning i forbindelse med repræsentation af kroppen. En begavet, modig og nærværende performer med et sjældent, ærligt og naturligt forhold til den nøgne menneskekrop. Værkerne præsenteres i samarbejde med Betty Nansen Teatret, Dansehallerne x Betty.

Læs mere om forestillingen her

Om Parent Hood

Et brancheevent dedikeret til hvordan man som kunstner balancerer forældreskabet med en professionel karriere.

Hvordan giver man sine børn nærvær og trygge rammer, når vilkårene for en kunstner ofte er præget af uvished om næste projekt?
Mød kunstnere og skribenter der deler erfaringer om at have et kunstnerisk virke forenet med forældreskab blandt andet: Koreograf Mette Ingvartsen (DK) performer Renata Piotrowska-Auffret (PL), danser Johanna Chemnitz (DE) og koreograf My Grönholdt (SE/DK). Du kan deltage sammen med din familie. Vi skaber et hyggeligt rum, hvor der både er plads til refleksion, fordybelse og børn.

Måske oplever du et dilemma, når det næste residency kræver, at du er væk fra dine børn i fire uger i træk, imens du er i studiet for at fordybe dig. Børnenes hverdag fortsætter derhjemme, og du kan ikke altid tage aktiv del i den.
Problemstillinger som disse sættes der fokus på med Parent Hood på Edison den 20. og 21. september 2020.

Læs mere om forestillingen her

Previous articleTag med på en ekspedition til en verden fuld af skrald!
Next articleTeatret Fair Play præsenterer sæsonens første gæstespil: sTORT & Småt