Malmö Stadsteater, sæsonprogram,
FOTO: ©Malmö Stadsteater

Den kommende sæson på Malmö Stadsteater byder på en blanding af blandt andet musikdramatik, klassiske forestillinger og nye europæiske stykker. To af de forestillinger, der kan opleves er Persona og Monicas Vals.

I opsætningen af Persona har Malmö Stadsteater samarbejdet med Deutsches Theater Berlin for at genoplive Ingmar Bergmans filmklassiker på de skrå brædder. Opsætningen er teatrets bidrag til fejringen af, at Ingmar Bergman i år ville være fyldt 100 år. Persona handler om skuespilleren Elisabeth Vogler, der spiller så mange forskellige roller i sit liv, at hun til sidst ikke ved, hvad der er skuespil og hvad, der er virkelighed. Stykket er en psykologisk fortælling om identitetsforvirring og får premiere den 15. september.

Forestillingen Monicas Vals består af fragmenter og fantasier inspireret af historien om en af Sveriges største jazzsangere, Monica Zetterlund. Ved at forfølge jazzmusikken udlevede Zetterlund sine drømme og trodsede traditionerne. I Monicas Vals vil publikum følge Monica Zetterlunds liv, fra hun var teenager og ind i 60’erne. Den danske saxofonist Benjamin Koppel står i spidsen for orkestret, der sætter musik til stykket om hendes liv. Forestillingen har premiere den 21. September.

Læs mere om Persona og Monicas Vals, samt en række andre forestillinger, der er på programmet hos Malmö Stadsteater her.