Opera Hedeland opfører RIGOLETTO med stærkt cast

Rigoletto
Foto: Mikal Schlosser

Når Opera Hedeland med et års forsinkelse opfører Giuseppe Verdis berømte tragedie RIGOLETTO, sker det med kendte sangere fra både Danmark, Sverige og Tyskland på scenen. Efter et års corona-pause står den sjællandske amfiscene Opera Hedeland klar med et stærkt hold af solister til den traditionsrige august-seance. Den svenske stjernebaryton, Fredrik Zetterström, indtager rollen som den manipulerende hofnar Rigoletto. Danske Peter Lodahl sætter sin tenor i spil, når han kaster sig over partiet som den kvindeglade hertug af Mantua. Den tyske sopran Marie Heeschen synger partiet som Rigolettos datter Gilda, der fanges i de to herrers spind af løgne og manipulation.

Nye og erfarne stemmer

Ud over de tre hovedpartier kan sommerens Opera Hedeland-gæster bl.a. opleve svenske Johan Schinkler som Sparafucile, Ingeborg Børch som Maddalena, Lucas Bruun de Neergaard som Monterone, Lasse Bach som Ceprano, Jonathan Koppel som Borsa, William J. Pedersen som Marullo og den unge Marie Dreisig som bl.a. Contessa.

”Vores cast til Rigoletto har fået præcis den sammensætning, vi kunne drømme om, hvor unge talenter synger op mod erfarne, prisvindende sangere. Der er ikke foretaget udskiftninger, selvom vi fik revet et år ud af kalenderen, og jeg kan godt love publikum, at sangerne i den grad er klar til scenen,” siger stedets operachef Claus Lynge.

Prisbelønnet instruktør og 60 musikere i orkestergraven

Rigoletto instrueres af den prisbelønnede svensker Tobias Theorell. Han stod også bag Opera Hedelands opsætning af af Puccini´s Madama Butterfly. De 60 musikere der udgør Hedeland Festival Orkester ledes af Henrik Schaefer, som til premieren 6. august gæster amfiteatret for fjerde gang.

”Tobias har flere gange demonstreret, at han på fornem vis formår at vække de store klassiske værker til live under åben himmel. Publikum kan forvente både skønhed, underholdning i et eventyrligt univers og en musikalsk oplevelse i topklasse. Som altid har vores opsætninger respekt for det originale forlæg,” udtaler Claus Lynge.

Historien om Rigoletto

Giuseppe Verdis Rigoletto handler om den bespottede hofnar Rigoletto og hans indædte kamp for anerkendelse. Lyspunktet i tilværelsen er datteren Gilda, men den dygtige og kyniske manipulator Rigoletto formår ikke at beskytte hende mod livets modgang. Hofnarren mister kontrollen, da hans arbejdsgiver, hertugen af Mantua, fatter interesse for Gilda, og det udspekulerede rænkespil, han sætter i værk for at beskytte sin datter, fejler grumt.

Handlingen er baseret på skuespillet Le Roi s’amuse af den franske forfatter Victor Hugo.
Et værk Verdi selv kaldte det største drama i moderne tid.

Rigoletto opføres i Opera Hedeland den 6., 13. og 14. august 2021.

Billetter kan købes her.

Læs mere om forestillingen her 

Previous articleSeksualundervisning som teater? Ja da! Dramatiker Sofie Diemer fortæller om STAV TIL SEX
Next articleGrønlandsk-dansk teatersamarbejde sættes i søen