Operasanger og balletdanser tildeles Dronning Ingrids Hæderslegat

Den 24. juni bliver Dronning Ingrids Hæderslegat uddelt for ottende gang i Tivoli. I år går legatet til den norske operasanger Lise Davidsen og balletdanser ved Den Kongelige Ballet Astrid Grarup Elbo.

Legaterne bliver personligt overrakt af Dronning Ingrids døtre, HM Dronning Margrethe, HKH Prinsesse Benedikte og HM Dronning Anne-Marie. Hæderslegatet er doneret af Oak Foundation og øremærket til videre studier og dygtiggørelse. Om legatoverrækkelsen udtaler HKH Prinsesse Benedikte følgende:

“Vi håber med Dronning Ingrids Hæderslegat at kunne bidrage og hjælpe de to unge lovende talenter videre i deres karriere. At støtte unge kunstnere inden for musik og dans med dette legat og ved et festligt arrangement er i fuld overensstemmelse med vores mors ønsker. Mine søstre og jeg er meget glade og taknemmelige for at vi kan uddele dette legat og mindes vores mor.”

Hæderslegatet er blandt Danmarks største til unge lovende kunstnere og består af to legater på hver 250.000 kr. De bliver overrakt i Tivolis Koncertsal samme dag, som Tivoli Copenhagen Phil hylder den amerikanske dirigent og komponist Leonard Bernstein, der ville være blevet 100 år i 2018.

Previous article‘Takt & Tone’s 100 års fødselsdag fejres med cabaret
Next articleNy prisvindende komedie har fokus på John Lennon