Afro to the future
Foto: Anders Hinrichsen // HEIN Photography - Grafik: Ebba Tham

Oplev en kunstnerisk undersøgelse af afrofuturisme under Teater Grobs nyetablerede readingfestival den 10.-11. juni 2021. I samarbejde med det nyopstartede kunstnerkollektiv Black To Normal vil det første event AFRO TO THE FUTURE give sceneplads til en række korte dramatiske tekster rodfæstet i afro-futurisme. Aktion, protest og billedkunst tager form på scenen og i foyeren.

”AFRO TO THE FUTURE præsenterer publikum for performative readings, der kaster lys over de skjulte talenter inden for afro-dansk dramatik. AFRO TO THE FUTURE er en kunstnerisk undersøgelse af afrofuturisme, som er et ellers uopdaget landskab i dansk teatersammenhæng. Det er et spændingsfelt mellem fortid, nutid og fremtid, samt den empowerment, der forbinder os og relaterer os til vores historie.” siger skuespiller og iværksætter Marie-Lydie Nokouda, der står bag Black to Normal.

AFRO TO THE FUTURE
Oplev Diêm Camille G. (billede) og syv andre dramatikere og skuespillere. Foto: Zuhal Kocan

Kultursammenstød visualiseret

Kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang har skabt det visuelle univers, som de performtive readings udspiller sig i. Duoen har også tidligere skabt værker med fokus på multikulturalisme, diversitet og etnicitet. De har fokus på et rum, der forsøger at indkredse den kraft, der ligger i fortællingerne og potentialet for empowerment via den symbolske handling, det ritual, som det også kan ses som. Rummet undersøger, hvad afrofuturisme kan, og hvad det betyder i denne specifikke sammenhæng.

På scenen står kræfter omgivet af det scenografiske rum, der visualiserer det kultursammenstød, der skildres på forskellig vis i de otte tekster. Teksterne, skrevet til festivalen, er skrevet af dramatikerne Saynab Farah Dahir, Hazel Watt, Choco Guilène, Mo Chara, Diêm Camille G., Sandra Mahmoud Lindquist, Rebecca Langley Jensen og Julie Deepawali. Dramatikerne har desuden alle medvirket i et processuelt forløb med konsulenterne Aleksa Okanovich og Sosha Teperowska.

AFRO TO THE FUTURE er støttet af Skuespillerforbundet Projektstøtte, Nørrebro Lokaludvalget, samt Københavns Kommunes Scenekunstudvalg.

Køb billet og læs mere om eventet her.