Vild med dans - The Musical
Vild med dans - The Musical på Østre Gasværk Teater. Foto: Miklos Szabos

Det er blevet den tid på året. Den tid hvor de danske scener fortæller os, hvad vi som publikum kan vente os af den kommende sæson. Det er også tilfældet med Østerbro Teater, der dækker over scenerne Østre Gasværk, Republique, Revolver og Reaktor. De har netop offentliggjort deres program for sæson 2019/2020, som byder på både opera, Vild med dans, performancekoncert og sågar også finanskrise.

Dans, opera og græsk mytologi på Østre Gasværk

Den største af Østerbro Teaters scener, Østre Gasværk, byder på et yderst varieret program for den kommende sæson. Den 19. september 2019 er der premiere på forestillingen Sigurd fortæller om de græske guder, hvor Sigurd Barrett, sammen med et hold af skuespillere og dansere, i en teaterkoncert vil lære hele familien om græsk mytologi. Forestillingen spiller indtil 20. oktober 2019.Vi har tidligere skrevet om den her.

Til november bliver Østre Gasværks store kuppel fyldt ud af verdensberømt opera. La Bohème er én af de hyppigst opførte operaer i verden siden dens urpremiere helt tilbage i 1896. Nu kommer den forbi Østerbro – instrueret af Amy Lane fra Royal Opera House i London. La Bohème opføres i perioden 16. november – 8. december 2019.

I foråret 2020 rykker en vaskeægte tv-succes ind på teatret. Det sker, når Vild med dans – The Musical blander salsa og standarddans med drama og sang i en ny, original musical. Flere af de kendte dansere fra tv medvirker i forestillingen, som spiller i perioden 22. februar – 28. april 2020. Vi har tidligere skrevet om musicalen her.

Republique byder på både befrielse og krise

På Republique er det fra 3. oktober til 19. december 2019 muligt at bliver klogere på baggrunden for selskabet, der i 2008 satte gang i en verdensomspændende finanskrise. Lehman Brothers fortæller historien om tre tyske brødre, der tog til Amerika og fik en stofbutik til at vokse sig til så stort et selskab, at dets undergang kunne mærkes verden over.

2020 er 75-året for Danmarks befrielse efter 2. verdenskrig, og bl.a. i den forbindelse har dramatiker Lucas Svensson gravet dybt i historien og skabt forestillingen De befriede. Forestillingen fortæller om de skæbnesvangre valg og menneskelige erfaringer, som siden befrielsen har været med til at præge vores opfattelse af Danmark. Oplev De befriede i perioden 31. oktober- 12. december 2019.

I Amduat – en iltmaskine fortæller teaterkollektivet Hotel Pro Forma en galgenhumoristisk historie om det at give slip på livet. Dette sker bl.a. gennem maleriske scenebilleder bredt ud over et 28 meter langt lærred. Forestillingen kan opleves fra 19. april til 10. maj 2020.

Revolver skyder sæsonen i gang med performancekoncert

Den 5. september 2019 åbnes sæsonen på Revolver med performancekoncerten Brøgger. Skuespiller, komponist og sanger Jeanett Albeck giver Suzannes Brøggers bedste essays nyt liv i en sammenfletning af billeder, lyd og tekst. Forestillingen spiller indtil 13. oktober 2019. Vi har tidligere skrevet om den her.

2020 startes ud med en fortælling om ungdommens drømme og længsel. An Education finder sted i 1960’ernes England og følger den 16-årige Jenny, som bliver forelsket i den ældre livsnyder, David. Forestillingen er baseret på Lynn Barbers roman af samme navn fra 2009, der også dannede baggrund for den Oscar-nominerede spillefilm – instrueret af Lone Scherfig. An Education spiller i perioden 10. januar – 9. februar 2020.

Forfatter Halfdan Pisket står bag Dansker-trilogien, og første del af denne, Desertør, opsættes nu på Revolvers scene. Graphic novel-trilogien omhandler hans fars livsrejse fra den lille landsby mellem Tyrkiet og Armenien til deserterende soldat i den tyrkiske hær, tortureret fange og siden kriminel familiefar i København. Elementer fra tegneserien indgår gennem scenografiske projektioner i forestillingen, der spiller fra 13. marts – 9. april 2020.

Du kan læses meget mere om alle den kommende sæsons forestillinger på Østerbro Teaters hjemmeside, hvor det også er muligt at sikre sig billetter.