RYG
RYG med Bodil Jørgensen på Teatret Svalegangen. Foto: Thomas Petri.

Den 24. – 28. september er Bodil Jørgensen tilbage på Teatret Svalegangen i Aarhus med den nye forestilling RYG.

Det er tydeligt, at det århusianske publikum er begejstrede og glæder sig til, at Bodil Jørgensen er tilbage. I sæson 15/16 lagde Bodil Jørgensen Teatret Svalegangen ned med kabaretten Den Sidste Turist, hvor hun fortolkede skuespillerinde og visesanger Lulu Zieglers repertoire. 

RYG har allerede været udsolgt i flere måneder – derfor har Svalegangen nu sat en ekstra forestilling i salg lørdag den 28. september kl. 19.30. Så man skal være hurtigt, hvis man vil sikre sig en plads.

Sørgmunter kabaret 

I forestillingen RYG fortolker Bodil Jørgensen en af dansk revys største legender Jørgen Ryg. Hun begiver sig ud i Rygs store repertoire og kreerer, hvad der kan karakteriseres som et sørgmuntert portræt af et moderne menneske. I bedste kabaretstil byder forestillingen på en perlerække af Rygs kendte monologer og sange. Bodil Jørgensen vil fremføre alt fra ”Enlig Far” til ”Pyt” og selvfølgelig ”Hvad Skal Vi Med Kvinder” – men Bodil er jo en kvinde, så hvordan det lige kommer til at udspille sig, er ikke til at vide.

Pianist Bjarne Sahl står for forestillingens musikalske arrangement og vil også akkompagnere Bodil Jørgensen under showet. RYG er produceret af Café Liva, og deres kunstneriske leder, skuespilleren og komikeren Jacob Morrild, har instrueret.

Om Jørgen Ryg 

Jørgen Ryg er en af Danmarks største revylegender. Fra 1960’erne var han tilknyttet ABC-revyerne hos Stig Lommer, hvor han var makker med Preben Kaas. Ryg og Kaas lavede sketches som “Almindelig Eller Festblanket” og musikalske numre som “Min Kone Vil Skilles” og “Lykke”. Gennem tiden indtog Jørgen Ryg alle de store revyscener rundt i landet og fik folk til at græde af grin.

”Jeg ville gerne have mødt ham, men nu vil jeg besøge værtshuset Høvlen og finde noget af ham der… Og i det hele taget finde nogle af de tanker, som danskerne også har, og som vi ikke hører så meget om i overfloden af kommentatorspor og generel proportionel utilfredshed”, forklarer Bodil Jørgensen forud for forestillingen.

RYG spiller på Teatret Svalegangen fra den 24. september til 28. september 2019.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.