24 hemmeligheder
Fra den 1. december kan man opleve den sanselige julekalender 24 Hemmeligheder. Foto: Teater ZeBU.

Fra i morgen den 1. december byder Teater ZeBU og Børnekulturhus Ama’r indenfor til byens største julekalender med den sanselige succesjulekalender 24 Hemmeligheder.

I 24 Hemmeligheder kan børn og voksne i alle aldre bevæge sig rundt mellem 24 rum, der gemmer på julehemmeligheder. Det er en sanselig og kreativ vandring gennem de 24 ’låger’, der er indrettet af kunstnere med vidt forskellige profiler. Hvert rum gemmer på historier og hemmeligheder, der får liv ved den aktive opdagelse og deltagelse fra publikum.

Kunstnerne bag ’lågerne’

De mere end 30 kunstnere bag de 24 ’låger’ har alle forskellige baggrunde. Radiodokumentarister, filminstruktører og lyd- og lysdesignere er blandt de mange, der lader fantasien få frit løb. Nogle kunstnere har endda arbejdet sammen med børnegrupper med værker, der indgår i vandringen.

I år består kataloget bl.a. af Lawaetz Aesthetics, der inviterer til ’Julebordet’, hvor tiden er gået i stå, og tallerknerne flyder over med mad. Her blander Lawaetz Aesthetics videodesign og historiefortælling i et magisk rum.

Man kan også opleve kunstnerkollektivet Vertigo, der bl.a. har gæstet lysfestivalen Copenhagen Light Festival med installationen The Wave og Kulturnatten med værket EKKO. I deres låge kan man opleve en lydinstallation af et otteetagers højhus, hvor stormen suser på øverste etage, og hyggen måske skal findes på tredje.

Filminstruktøren Sabine Ravn har inviteret julemanden ind i et filmisk univers, mens arkitektduoen Julie Dafour og Charlotte Carstensen byder indenfor til en sanseoplevelse med fingrene først i et hav af julestrømper.

24 hemmeligheder - julesokker
Blandt de mange oplevelser kan man bl.a. besøge værket Stor, kantet, flad og tung!, hvor man skal sanse med hænderne først. Foto: Teater ZeBU.

Opdagelserne i de 24 rum er mange, og ved værkstedslågen Mulles Auto Hjul har børnene selv mulighed for at være kreative. Her byder kunstneren Maria Lau Krogh på et overflødighedshorn af alternativ (h)julepynt, hvor børn og voksne kan sætte sig og være kreative sammen.

En succesfuld sansejulekalender

24 Hemmeligheder blev første gang arrangeret i 2015 af Teater ZeBU og Børnekulturhuset Ama’r, hvor mere end 2.000 børn gik på opdagelse i byens største julekalender. Her bød julekalenderen på 24 rum skabt af mere end 30 kunstnere og 300 lokale børn. Det blev gentaget i 2016 og 2017, inden julebegivenheden måtte aflyses i 2018 på grund af renovering. Nu vender sansejulekalenderen tilbage med gamle kendinge, nye ansigter og masser af julehumør.

24 Hemmeligheder er skabt af Teater ZeBU og Børnekulturhus Ama’r og kan opleves fra den 1. til den 21. december.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.