denungewertherslidelser
Fra januar kan man opleve klassikeren denungewertherslidelser på Sort/Hvid. Foto: Zuhal Kocan.

Så uroligt et hjerte som mit har du aldrig mødt.

denungewertherslidelser er Goethes udødelige roman, der startede en lavine af selvmord. Nu kan den opleves på Sort/Hvid, når den bliver lagt i hænderne på den eksperimenterende instruktør Sargun Oshana.

I denungewertherslidelser møder publikum Werther, der ikke kan være i sin egen krop. Han er dybt forelsket i Lotte, men Lotte er forlovet med Albert. Det æder Werther op. Hans følelser bliver afgrund i hans indre. Han kan ikke være i fred for sit forelskede hjerte og drives til vanvid.

Et hovedværk fra romantikken

Goethes roman fra 1774 er et af romantikkens hovedværker. En klassisk Sturm und Drang-fortælling om en kolerisk og romantisk ung mand, som går til grunde i afmagt over umulig kærlighed. Da romanen udkom, fulgte en hysterisk selvmordsbølge blandt unge, der led af weltschmerz og ulykkelighed, og af samme grund blev den forbudt flere steder i verden.

denungewertherslidelser
Simon Matthew spiller rollen som Werther. Foto: Zuhal Kocan.

Prisvindende instruktør

Instruktøren Sargun Oshana modtog sidste år teaterjournalisternes pris, Teaterkatten, for sine kompromisløse og nyskabende opsætninger som husinstruktør på Aarhus Teater. Det greb tager han nu også om denungewertherslidelser og kampen mellem konvention og kærlighed. Her får publikum et passioneret trekantsdrama, hvor alle har ønsket om at elske og blive elsket. Ønsket om at finde sjælefred. Ønsket om at elske til det allersidste.

Holdet på og bag scenen

denungewertherslidelser er iscenesat og tekstbearbejdet af Sargun Oshana. Af medvirkende kan publikum opleve Simon Matthew, Sara Viktoria Bjerregaard, Alexander Mayah Larsen og Di Garbi. Nathalie Mellbye har stået for scenografien og kostumerne, mens Di Garbi er komponist og lyddesigner. Lysdesignet styres af Jim Falk, der er studerende ved Den Danske Scenekunstskole i lys i København.

denungewertherslidelser kan opleves på Sort/Hvid fra den 30. januar til den 22. februar 2020. Allerede nu kan den opleves på Aarhus Teater, hvor den spiller frem til den 25. januar 2020.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.