Oplev misbrugsproblematik og familiedrama på Folketeatret

Natten er dagens mor
Natten er dagens mor - et familiedrama om misbrug spiller på Folketeatret fra 2 april. Foto: Folketeatret

Ellen Hillingsøe og Preben Kristensen står i spidsen for en dramatisk forestilling, der sætter fokus på misbrugsproblemer, når NATTEN ER DAGENS MOR får premiere på Folketeatrets store scene fra den 2 april.

Livet i en misbrugsfamilie kan være hård kost. Ikke mindst for børnene. Det er problematikken, der tages under behandling i NATTEN ER DAGENS MOR, der er skrevet af Lars Norén og bygger på den svenske dramatikers delvist selvbiografiske gennembrudsdrama fra 1982.

Fanget i destruktivt mønster

Skuespillerne Preben Kristensen, Ellen Hillingsø, Anton Hjejle og Nicolai Jørgensen spiller den kriseramte familie.

Alkoholisme, bekymringer om økonomi, tvivl om identitet og desperat længsel efter at komme væk er blot nogle af de udfordringer, de er stillet overfor.

Faderen er alkoholiseret, moderen er lungesyg, og de to sønner er præget af en opvækst i utryghed, løgn og fortielse. Alle er de fanget i et gentaget destruktivt mønster, de ikke er i stand til at bryde ud af.

Reumert-hædret instruktør iscenesætter

På scenen spiller Ellen Hillingsøe rollen som Elin – den kæderygende mor, der styrer familien med hård hånd.

Preben Kristensen tackler rollen som Martin, den alkoholiserede far, der gang på gang kæmper mod flasken for at få økonomien og familien på rette køl.

I rollerne som de to unge brødre Georg og David ses stortalenterne Anton Hjejle og Nicolai Jørgensen, der står i dilemmaet: Skal de flygte fra hjemmet og lade deres mor i stikken eller kæmpe mod faderen og flaskerne med friheden som betaling?

Bag forestillingen står den Remeurthædrede instruktør Rolf Heim, som blandt andet stod bag opsætningerne af Frøken Julie (2005) Nick Cave Teaterkoncert, (2006) Sound of Music (2018) og Kroppen (2017) på Bådteatret.

Den anerkendte svenske dramatiker Lars Norén har tidligere vist, at han som få kan skildre den ætsende klaustrofobi, der hersker i en familie, hvor alle er ødelagt af det ensomme liv i familiens fængsel. Det var også temaet i forestillingen Kaos er guds nabo (1982).

NATTEN ER DAGENS MOR får premiere på Folketeatret den 2. april og spiller frem til den 17. maj. 

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.

Previous articleDe gule Veste indtager Mungo Park
Next articleSøren Friis er ny bestyrelsesformand for Teater Momentum