Nattergalen
Nattergalen flyver igen på Musik Teatret i Aarhus. Foto: Raphael Frisenvænge Solholm.

Dansk Danseteater er oppe på tæerne, når de skyder årtiet i gang med urpremieren på dobbeltforestillingen NATTERGALEN.

Sammen med Den Sorte Skole indtager de scenen i Musikhuset Aarhus med helt ny-komponeret live-musik. Nattergalen folder hele sit vingefang ud i musikhuset fra den 17. januar, og flyver derpå ud på en stor turné i Danmark.

Urpremieren på NATTERGALEN er en dobbeltforestilling med koreografier skabt af kunstnerne Sebastian Kloborg og Alessandro Sousa Pereira. Duoen Den Sorte Skole har ny-komponeret musikken, og den dansk/ukrainske kunstner Sergei Sviatchenko kreeret et fabulerende scenedesign og kostumer.

Begge koreografier er inspireret af litteraturens fortællinger om nattergalen og tager udgangspunkt i H. C. Andersens eventyr ”Nattergalen”, samt novellen ”Nattergalen og Rosen” af Oscar Wilde.

“Mellem drøm og virkelighed”

Dansk Danseteaters nytolkninger tager afsæt i temaer om den ikke værdsatte selvopofrelse og det naturliges sejr over det kunstige. Koreograferne vil forsøge at bygge bro mellem moderne dans/contemporary dance, elektronisk musik, kunst og klassisk litteratur.

Den ene halvdel af NATTERGALEN er skabt af Sebastian Kloborg. Han bruger temaer fra både H.C. Andersens og Oscar Wilde, på både dyster og humoristisk vis, til at konstruere en fortælling, der bevæger sig mellem drøm og virkelighed. Med værket undersøger han menneskelige relationer og den menneskelige selvforståelse, når døden sidder på brystet, og kroppen falder fra hinanden. Vil vi lade teknologien redde os? Og ønsker vi at forlænge livet for enhver pris?

NATTERGALEN ofrer sit liv

Forestillingens anden halvdel er skabt af den brasilianske koreograf Alessandro Sousa Pereira. Her genfortolkes den hjerteskærende fortælling ’Nattergalen og Rosen’ af Oscar Wilde. I den oprindelige fortælling fra 1888 ofrer nattergalen sit liv ved at forære en smuk rose til en håbløst forelsket student, der dog bliver afvist.  Wilde stiller spørgsmålstegn ved meningen med livet, kunsten og muligheden for at forandre verden. Har fuglen ofret sit liv for ingenting? Alessandro Sousa Pereira tager udgangspunkt i de overordnede temaer fra fortællingen, som han har forsøgt at omdanne til bevægelser.

NATTERGALEN flyver hele Danmark rundt

Efter urpremieren i Aarhus spiller forestillingen på Takkelloftet, og NATTERGALEN flyver herfra videre på turné i hele i landet. Kompagniet glæder sig over at få lejlighed til at udbrede kendskabet til den fysiske moderne dans, hvilket turnéen er en enestående lejlighed til.

Nattergalen har urpremiere i musikhuset Aarhus den 17. januar.

Se den fulde turnéplan og køb billetter her