GrowOP!
Fra den 19. september afholdes GrowOP! - en operafestival for børn. Foto: Pressefoto.

Fra torsdag den 19. september kan børn i alderen 0-14 år opleve opera, når Den Jyske Opera inviterer til GrowOP! Festival – en operafestival for børn.

Der er opera for alle aldre i løbet af festivalens seks dage. De helt små kan bl.a. lade sig betage af en poetisk rejse i musikkens og operaens land gennem Hjertelyds sanselige univers. For de lidt større børn opføres bl.a. Den grimme ælling baseret på H.C. Andersens eventyr og ”Dyrenes Karneval” af den franske komponist Camille Saint-Saëns og De Van(d)vittige  om to mænd og to høns på en tømmerflåde. De helt store børn kan bl.a. opleve Knud Romers ABC om en underfundig og lærerig bogstavssafari og rokokoperlen Hvor er du, Proserpin? om Ceres, der glemmer at passe på naturen.

”GrowOP! Festival 2019s vision er at sprænge rammen og forståelsen af opera som begreb i fællesskab med børn og unge som publikum og aktører. Det bliver fantastisk igen at kunne demonstrere den store variation og kvalitet, der findes, når vi går sammen med de bedste andre teatre på området og åbner dørene for børn helt ned til 0 år i en festival for alle sanser”, fortæller Birgit Holt Nielsen, festivalchef for GrowOP! og børneoperaproducent på Den Jyske Opera.

Ud over at præsentere en række danske og internationale musikdramatiske forestillinger for børn har Den Jyske Operas GrowOP! Festival 2019 et særligt fokus på at skabe oplevelser for børnefamilier. Hele weekenden vil derfor være fuld af gratis aktiviteter og overraskelser i Experimentariets syv rum. Der er også mange tilbud til skoler og institutioner i hverdagene, seminarer for fagfolk, morgensang og workshops.

Bag GrowOP! Festival

Bag GrowOP! Festivalen står Den Jyske Opera. De har en årelang praksis med at producere opera for børn og unge og støttes af Kulturministeriet og Aarhus Kommune. De turnerer i hele Danmark med både traditionel og innovativ opera for alle aldre og for både operaelskere og operanybegyndere. Den Jyske Opera har siden 1947 arbejdet med at skabe og opføre operaforestillinger på højeste internationale niveau.

Den Jyske Opera samarbejder med en lang række partnere som f.eks. Musikhuset Aarhus, Teaterhuset Filuren, Aarhus Festuge og Syddjurs Egnsteater.

GrowOP! Festival finder sted den 19.-24. september på festivalområdet omkring Musikhuset Aarhus.

Læs mere om festivalen og bestil billetter her.