Helligtrekongersaften © Pressefoto/Grønnegårds Teatret

Når solen igen står højt på himlen, og temperaturen sniger sig over 20 grader, inviterer Grønnegårds Teatret vanen tro på teateroplevelser under åben himmel i det indre København. I år er der mulighed for at opleve eller genopleve Shakespeares klassiske komedie Helligtrekongersaften.

I de første år af 1600-tallet skrev William Shakespeare komedien Helligtrekongersaften (eng. Twelfth Night or What You Will), som uden tvivl kan betegnes som én af hans helt store klassikere. En forvekslingskomedie der når rundt i alle afkroge af kærligheden og forelskelsen.

Scenen for stykket er sat i eventyrlandet Illyrien, hvor kærlighed regerer i alle dens forklædninger. Her skilles tvillingerne Viola og Sebastian ad efter et skæbnesvangert skibbrud ud for Illyriens kyster. Da Viola forklæder sig som mand starter intrigerne: I sin stormende forelskelse, sætter hun hjerterne i brand hos både Fyrst Orsino og den sørgende grevinde Olivia. Dette opildner resten af Olivias husstand – den drikfældige Tobias Hikke, den hævntørstige kammerpige Maria, den melankolske nar Feste og forfængelige hushovmester Malvolia – til at tage sagerne i egen hånd. Mens Olivias ulykkelige frier Andreas Blegnæb halser efter i løjerne. Samtidig gør Sebastian sine helt egne oplevelser i Illyrien sammen med kaptajnen Antonio.

Til at portrættere forestillingens mange karakterer har man på Grønnegårds Teatret fundet en lang række erfarne navne. Blandt disse kan nævnes Katrine Greis-Rosenthal, Ann Eleonora Jørgensen, Niels Ellegaard, Laura Bro, Julie Agnete Vang, Morten Hauch-Fausbøll, Asbjørn Krogh Nissen, Anton Hjejle og Henrik Lund.

Helligtrekongersaften spiller i perioden 27. juni – 24. august 2019 (dog ikke 8. – 14. juli) i Designmuseum Danmarks have. Mere information om forestillingen kan findes her. Billetter kan findes her.