FOTO: GHOST © Pressefoto

Det romantiske drama, der i starten af 90’erne hev tre Oscars i land med Demi Moore og Patrick Swayze i hovedrollerne, kommer til Danmark som en musical i foråret 2019.

Det er den tragiske kærlighedshistorie GHOST, der genopstår i en musical, når Frederikke Vedel og Mikkel Moltke træder ind på scenen som Molly og Sam og synger publikum igennem nostalgiske øjeblikke.

Foruden de to unge musicaltalenter vil publikum også kunne opleve mere erfarne skuespillere som Johannes Nymark, Jesper Asholt og Joachim Knop, der skal fortælle historien om en kærlighed så stor, at den bryder grænserne mellem liv og død.

Musicalen GHOST får premiere i Musikteatret Albertslund den 14. marts 2019 og kan derefter opleves i Musikkens Hus i Aalborg, Musikhuset Esbjerg, Vejle Musikteater og Tivolis Koncertsal i København.

Erfarne kreative kræfter står bag

GHOST instrueres og koreograferes af den erfarne svensker Tobias Larsson og Rikke Juellund står for scenografi. Thomas Bay og Helle Hansen står bag oversættelsen af Oscarvinder Bruce Joel Rubins engelske manuskript og musikerne Dave Stewart og Glen Ballards originale musik og sangtekster. Desuden medvirker et liveorkester bestående af 9 mand under ledelse af kapelmester Mikkel Gomard.

GHOST produceres af Heltemus, der tidligere har stået bag de anmelderroste opsætninger af Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter, Into The Woods i Glassalen og senest Green Day’s American Idiot, der høstede meget ros fra anmeldere ved premieren i Den Grå Hal.

Billetter kan købes via ghostmusical.dk