I sommeren 2023 kan Palsgaard Sommerspil, der ellers skulle have spillet Monty Pythons SPAMALOT, byde indenfor i slotsparken til musical-udgaven af en af de mest populære kærlighedsfilm: GHOST – THE MUSICAL.
En udødelig kærlighedshistorie
I sommeren 2023 inviterer Palsgaard Sommerspil publikum indenfor i parken, for at opleve kærlighedshistorien – de oprindeligt så i biograferne – på den store friluftsscene i den smukke slotspark. GHOST – THE MUSICAL er baseret på det Oscarvindende filmhit fra 90’erne med Demi Moore og Patrick Swayze i hovedrollerne og med musikalske hits som ’Unchained Melody’ af Righteous Brothers.
Formand for Palsgaard Sommerspil, Thrine Nørgaard fortæller:
”Vi glæder os til at vise forestillingen. Det er en sød, rørende og sjov forestilling og fortælling, som vi synes egner sig godt til folk i alle aldre.”
GHOST – THE MUSICAL er en rørende kærlighedshistorie om det nyforelskede par Molly og Sam, der netop er flyttet til New York, men på vej hjem fra en aften i byen bliver Sam myrdet i et røveri. Sam ender i et limbo mellem liv og død, hvor han forsøger at få kontakt til sin elskede Molly. Det lykkes med hjælp fra den falske clairvoyant Oda Mae Brown. Sam opdager, at overfaldet mod ham var bestillingsarbejde, og så tager historien en alvorlig drejning.
Et sommerspil med mangeårige traditioner
Palsgaard Sommerspil er en teaterforening hjemmehørende i Palsgaard Slotspark ved Juelsminde. Foreningen, der tæller 250 frivillige og en håndfuld professionelle, har eksisteret siden 1972 og har gennem årene opført operetter og musicals som The Sound of Music, Atlantis, Les Misérables, Grease, Midt om Natten og Chess. Forestillingerne tiltrækker publikum fra alle egne af landet og sommetider fra udlandet med op til 10.000 tilskuere pr. sæson.
Læs mere om Palsgaard Sommerspil og GHOST – THE MUSICAL via linket her.