BIG BANG Festival. Foto af Karoline Maruszako
Foto: Karolina Maruszak

Lørdag den 21. august og søndag den 22. august afholder Børnekulturhus Ama’r og Teater ZeBU en performance- og lydfestival med navnet BIG BANG Festival. Festivalens program rummer flere anderledes oplevelser og præsenterer både performance, musikdramatik, koncerter, flere workshops og interaktive elementer samt installationer. Omdrejningspunktet er især musikken, hvor fokus er, at alle skal kunne nyde musikken uanset alder og dermed opleve på forskellig vis.

En 25 år gammel europæisk festival
Festivalen er oprindeligt en 25 år gammel europæisk festival, der nu gæster Danmark for allerførste gang. Børnekulturhus Ama’r har i samarbejde med festivalens belgiske ophavsmand Wouter Van Looy lavet det program, som kan opleves på lørdag den 22. august og søndag den 23. august begge dage kl 10-17.

Publikum involveres aktivt i musikken
Publikum har under festivalen blandt andet mulighed for at gå i dialog og deltage aktivt med musikere:

”Vi går efter at forundre og præsentere musik og musikere af høj kunstnerisk kvalitet, hvor der er kælet for måden musikken præsenteres på. Men vi vil også gerne afmystificere den klassiske musik og idéen om komponisten, så derfor har vi bedt de to unge komponister Mette Nielsen og Alexandra Hallén om at skrive et ufærdigt værk, hvor festivalens publikum gennem deres aktive deltagelse og i mødet med komponisterne medskaber de sidste dele – som opføres live af en trio”, fortæller Anne Bøgh fra Børnekulturhus Ama’r og fortsætter:

Det er et eksempel på en meget konkret mulighed for dialog med musikken og dens skabere, men i virkeligheden er alle koncerter og installationer et forsøg på at få publikum til at opleve lyd og musik og tænke over hvor meget forskellig og vidunderlig musik, der findes derude”.

En alsidig musikoplevelse
Musikprogrammet rummer rig mulighed for alsidige musikalske oplevelser. I de to dage kan publikum for eksempel opleve en jazzparade og DJ ’Ras Money’, der vender plader. De kan dertil se og høre den belgiske Zonzo Compagnie, præsenterer en moderne audiovisuel oplevelse med 350 år gammel musik. Eller opleve Body Rhythm Factory, der gennem mange år har forfinet deres performance til en humoristisk og gennemmusikalsk forestilling med rytmer skabt på alverdens ’dimser og dippedutter’.

Er man over 16 år, skal man stadig huske sit corona-pas.

Festivalen er støttet af Statens Kunstfond, Dansk Komponistforening, Amager Vest Lokaludvalg, Nordeafonden, Sonningfonden og Københavns Kommune.

Du kan læse hele BIG BANG Festivals fulde program her.

Billetter til BIG BANG Festival kan købes her.