Med 30-års jubilæet for WAVES Festival bringer egnsteatret Cantabile 2 endnu engang performancekunst og gadeteater til Vordingborg. WAVES Festival 2021 præsenterer flere end 50 forestillinger i løbet af en uge, og løber af stablen fra den 22.-28. august.
Scenografi som medspiller
Søndag den 22. august åbner festivalen officielt på Vordingborg Teater med forestillingen I Remember Heaven is far away the Earth as well af det franske Compagnie 111. Med udgangspunkt i erindringens virkemåde har instruktør Aurélien Bory i samarbejde med instruktøren Mladen Materic skabt en ny personlig fortolkning af en tidligere forestilling. Den oprindelige scenografi bruges på nye måder som medspiller til de tavse performere på scenen.
Oplev Charlie Chaplins barnebarn
Lørdag den 28. august kan publikum opleve Charlie Chaplins barnebarn Aurélia Thierrée på Vordingborg Teater i forestillingen BELLS AND SPELLS. Det er Chaplins datter Victoria Thierrée Chaplin – Aurélias mor – der har skrevet og instrueret forestillingen. I BELLS AND SPELLS mødes surrealisme med magi og mystiske hændelser med vidundere, når en kleptoman manipuleres af de objekter, hun har stjålet.
Eksperimenterende scenekunst når det er bedst
Den belgisk-baserede, italienske instruktør Claudio Stellato er en markant profil, når det handler om eksperimenterende samtidsteater og absurd humor. Med forestillingen WORK omdanner han scenen i VU Hallen til en arbejdsplads med udøvelse af forskellige former for konstruktionshåndværk, hvor de medvirkendes fysik presses til det yderste. Det er eksperimenterende scenekunst, når det er bedst, skabt af den multidisciplinære instruktør, der især udforsker relationen mellem kroppen og den omgivende fysiske materialitet.
Pandemiinspireret publikumsinddragende performance
I Vordingborgs fungerende rådhussal inviterer det italienske kompagni Effetto Larsen publikum til at være medskabende i et kunstprojekt, som reflekterer over idealsamfundets opbygning. POP UP CIVILIZATION er en publikumsinddragende performance, som er stærkt inspireret af Covid-19 pandemien og har fokus på ytringsfrihed og demokratisk dialog. Der er gratis entré.
Den 28. august, efter mørkets frembrud, afsluttes festivalen på Slotstorvet med forestillingen THE TREE OF LIFE af det franske kompagni Planete Vapeur. Med flot lyssætning, kraftfuld livemusik, dansere og akrobater på jorden og i luften i det enorme livets træ, er der lagt op til en stor oplevelse for de mange tusinde tilskuere, der plejer at strømme til festivalens afslutningsforestilling.
Scenekunst der fylder hele byen
Besøgende i Vordingborg i perioden 22.-28. august kan ikke undgå at bemærke WAVES Festivals tilstedeværelse, når byen er fyldt med scenekunst i parker og gader, på pladser og torve. Festivalens udendørsprogram inkluderer flere end 30 gratis forestillinger, hvoraf flere er velegnede for børn. Der bydes på akrobatik, komik, musik, ekspressiv dans og fysisk teater, der kræver stor styrke og stærk balance. Fælles for mange af de gæstende kompagnier er, at de inddrager publikum i forestillingen. Publikum inviteres bl.a. med på vandringer i naturen, hvor alle sanser vækkes til live.
Alle forestillingerne foregår i centrum af Vordingborg med gåafstand mellem de forskellige venues, hvilket er med til give en oplevelse af, at hele byen lever i festivalperioden.
”Waves sætter Vordingborg på det kulturelle Danmarkskort. Det er stor en begivenhed, der vækker interesse bredt i Danmark, men også uden for landets grænser. Vi er stolte af, at vi har en festival af international karakter, der forvandler Vordingborg by til en levende teaterscene spækket med unikke oplevelser” siger borgmester i Vordingborg Kommune, Mikael Smed.
Festivaloplevelsen kommer tilbage
WAVES Festival er støttet af: Vordingborg Kommune, Statens Kunstfond, A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinus Fonden, Kulturregion Storstrøm, Bycentrum Vordingborg, William Demant Fonden, Nordea Fonden, Dansk Artistforbund, Beierholm, Jyske Bank, Vikingbus.
Du kan finde det endelige festivalprogram for 2021 her fra ultimo juni af.