FOTO: ROBIN SKJOLDBORG

DANCE WITH ME (Dans med mig) af den afdøde dramatiker og forfatter, Peter Asmussen, opføres i februar på Teatret ved Sorte Hest. Det er skuespiller Sue Hansen-Styles, som indtager scenen, og Solbjørg Højfeldts, der står bag iscenesættelsen af soloforestillingen om ensomhed, længsel og kærlighed.

Forestillingen har premiere den 28. februar Teatret ved Sorte Hest.

Why Not Theatre Company opfører Peter Asmussens stykke fra 1995 for første gang i Danmark siden Asmussens død i 2016. Derudover er det første gang, at hans stykke ”Dans med mig” opføres på engelsk. Instruktør Solbjørg Højfeldt og skuespiller Sue Hansen-Styles, der har nyoversat stykket, ønsker at sætte fokus på det basale menneskelige behov for samhørighed i en verden, hvor flere og flere føler sig alene og ensomme.

Om at blive efterladt og miste fodfæste

”Dance with Me” handler om en forladt kvindes intense længsel efter kærlighed og følelsesmæssig opfyldelse. I stykket taler kvinden i én lang tankestrøm til den elskede mand, der har forladt hende og til den veninde, for hvem han muligvis har forladt hende. Alt imens kvinden udstiller et liv, hvor alkohol nu er hendes eneste faste holdepunkt. Hun bevæger sig delirisk frem og tilbage i tid og følelser i en frygtesløs kamp for at forstå sin fortid, og hvad hun har været igennem. Men så snart hun føler fodfæste, trækkes grunden væk under hende igen. Hvad skete der virkelig mellem hende og manden i sit liv? Hvordan kommer mennesket videre fra sorg og genvinder livsglæden? ”Dance With Me” er et vidnesbyrd om, hvad ensomhed gør mod et menneske. Og det er samtidig en rørende historie om det menneskelige behov for kærlighed og samhørighed.

Sue Hansen-Styles og Solbjørg Højfeldt

Ny oversættelse

Solbjørg Højfeldt og Sue Hansen-Styles har nyoversat Asmussens tekst fra 1995 til engelsk. I en pressemeddelelse af Teatret ved Sorte Hest siger Sue Hansen-Styles:

”Det engelske sprogs store vokabularium og musikalitet tilfører Asmussens poetiske sprog nye udfoldelsesmuligheder. Med vores opsætning vil vi have sproget og stemmeføringens musikalitet i fokus. Samtidig spejler Asmussens tekst en virkelighed anno 2019, hvor ensomhed er blevet en folkesygdom. En virkelighed, hvor tilstedeværelse ikke bare foregår i det virkelige liv, men i høj grad via sociale medier. Asmussens 25 år gamle værk taler i dag direkte ind i vor tid fuld af higen efter bekræftelse.”

Dramatikeren bag ‘Dans med mig’

Asmussen var dramatiker og forfatter. Han vandt Reumert-prisen som årets dramatiker to gange. Sideløbende var han også manuskriptforfatter til spillefilm og radiospil. Han var medforfatter på Breaking the Waves med Lars Von Trier i 1996 samt skrivepartner med Simon Staho, der blandt andet instruerede Dag og Nat, Bang Bang Orangutang, Daisy Diamond, Himlens Hjerte, Comeback og Kærlighedens Krigere.

DANCE WITH ME kan opleves på Teatret ved Sorte Hest den 28.februar – 21.marts.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her

Tidligere artikelForfatter Bjørn Rasmussens roman PYNT dramatiseres
Næste artikelDerfor tænder Morten Hemmingsen på Bellevue Teatrets ”Den Evige Ild”