Den 15. september 2022 præsenterer AVENY-T teaterkoncerten I MORGEN ER ALT MULIGT skrevet af musikeren Peter Sommer. Det bliver en debut, der bringer et glædeligt gensyn med hits som ”Elskede at drømme, drømmer om at elske”, ”Til rotterne, til kragerne, til hundene” og ”Hvorfor løb vi?” foruden flere nye, der ved premieren kan tilføjes Sommers i forvejen imponerende sangkatalog.
Med adskillige af dansk musiks største priser i rygsækken kaster han sig nu over ukendt territorium. Formen er fast og stilen er lagt, men tilgangen til forestillingen er med et bevidst fokus på at skabe noget nyt:
”Jeg har måske haft det lidt blandet med teaterkoncerter. Ofte virker de som et punktum for en karriere. En hyldest, som kigger bagud. Jeg er selv gået ind i det her for at lave noget, som peger fremad. I stedet for et opsummerende punktum er det endnu et udfordrende spørgsmålstegn,” siger han.
Debutanter og erfarne kræfter mødes
Bag efterårets kommende produktion er der samlet et mandskab, der trækker på mange års ekspertise fra TV og film såvel som musik og klassisk skuespil. Peter Harton, kendt fra DR’s satireprogram Rytteriet, står bag forestillingen som iscenesætter og flankeres af Nikolaj Danielsen (Retfærdighedens Ryttere) i rollen som scenograf. Fælles for begge er, at det er deres første møde med teaterkoncerten.
Resten af holdet bag I MORGEN ER ALT MULIGT har dog i mange år slået sine folder på scenen. Sammen med Peter Sommer vil publikum kunne opleve Charlotte Munck, Camilla Munck, Selina Gin samt to af Peter Sommers faste musikere: Palle Hjorth og Søren Bigum.
En kompromisløs opsætning
Allerede i sin første opsætning udfordrer Sommer det klassiske teaterkoncertformat.
Normalt fortolkes en kunstners diskografi af andre, men i denne omgang er det Sommer selv, der, fuld af entusiasme, sidder bag tegnebrættet:
“Jeg lytter opmærksomt, når en Karen Blixen, en Bob Dylan, siger ‘ikke på mit ansigt, men på min maske, skal du kende mig’. Nu bevæger jeg mig forventningsfuld ind i maskespillet. Vi entrerer med begejstring teaterrummet med ønsket om at sætte tableauer, ord og musik til menneskehjerternes eksistentielle nødråb: Hvem er jeg, hvem er du, hvem er vi?” siger Peter Sommer.
I MORGEN ER ALT MULIGT har premiere på AVENY-T den 15. september 2022 og spiller frem til den 29. oktober 2022.
Læs mere om forestillingen og køb billetter her.