Foto: Søren Lynggaard

Den 15. september er der urpremiereTEATERKONCERTEN PETER SOMMERAveny-T. Forestillingen tager teaterkoncerten et nyt sted hen, da Peter Sommer selv står på scenen, hvilket ikke er set før i den danske teaterhistorie. I den forbindelse har vi taget en snak med Peter Sommer om at skifte musikscenen ud med teaterscenen.

Efter 20 år på den danske musikscene

Siden sin debut i 2002 har Peter Sommer markeret sig som en af Danmarks mest anerkendte og prisvindende sangere og sangskrivere. Han står bag et omfattende katalog af sange om kærligheden og håbet om, at alt det, der ikke lykkedes i dag, måske vil lykkes i morgen. Nu – 20 år efter sin debut som musiker – bevæger han sig væk fra den vante musikscene og træder for første gang nogensinde ud på de skrå brædder: 

”Det er en kæmpestor chance den her. Jeg har brugt en analogi med, at det svarer til den chance The Minds of 99 tog, da de gik ind i Parken og sagde: ’nu prøver vi at makse totalt ud’. For mig er det lidt den samme chance at tage, dog med de virkemidler jeg er mest interesseret i.”

Teaterkoncerten som format

For Peter Sommer har det igennem hans karriere ikke været en selvfølgelighed, at hans musikalske bagkatalog skulle omdannes til en teaterkoncert. Egentlig har han altid haft det lidt blandet med teaterkoncerter, da de ofte virker som et punktum for en karriere. En hyldest, der kigger bagud. I stedet vil Peter Sommer gerne pege fremad:

”Det var jo et håb om, at det her bliver et udråbstegn eller et kolon i min karriere, men sgu egentlig også i livet. Som jeg har forstået det, er teater en mulighed for at bringe sig selv tættere på en kerne af, hvem man er. Forsøger alle mennesker ikke en gang imellem at nærme sig den kerne af, hvem man er – på godt men fucking også på ondt? Prøver man ikke altid at skjule lidt af det onde? Det tror jeg, man gør, og det vil jeg forsøge at tydeliggøre med det her.”

Foto: Søren Lynggaard

En mulighed for at udvikle sig

Peter Sommer beskriver sin musik som eksistentielt pop. Det er ikke direkte popsange. Han beskriver, at det kendetegnende ved hans tekster er, at de er lidt som en ”kalejdoskopisk rævegrav”. De er mere ude i eksistensen:

”Når man laver koncertsetlister, er der rigtig ofte et element af, at man helst vil underholde på en eller anden måde. Vi vil såmænd virkelig også underholde med det her, men det bliver på et lidt mere eksistentielt plan. Det plan, vi er på her, er nok lidt for komplekst til at have ude på en festivalplads. Det er jo der, den store forskel er. At ting bliver tydeligere herinde, og ting skal blive tydeligere.”

Selv ser han teaterkoncerten for en mulighed for at udvikle sig. For ham er der et kæmpe scenemæssigt, karrieremæssigt og måske mest af alt et personligt udviklingspotentiale i at prøve noget nyt:

”Jeg ville selvfølgelig synes, at det var en form for ære, men alligevel også lidt kedeligt bare at skulle se nogle andre gøre det. Så kunne man tage ind og se det én gang og sige: ’Nå, men det var så deres bud på, hvordan mine tekster virkede’. Jeg er stadigvæk interesseret i at forstå mine egne tekster. Det er jeg altså ikke holdt op med efter 20 år.”

Foto: Søren Lynggaard

Den store teaterfamilie

Hjælpen til at komme tættere ind på livet af sine tekster, får han især igennem samarbejdet med hele holdet bag teaterkoncerten, og her har de andre på scenen en stor betydning for Peter Sommer:

”Det er en trup af meget, meget talentfulde, stærke personligheder, som alle sammen har noget at byde ind med. Det er en familie. Det er også nogle gange en meget konfliktfyldt familie, der står på en scene og forsøger at gøre de ting, som man gør i konfliktfyldte familier. De prøver at løse det. Bliver inde i ringen. Forlader ikke showet midt i det hele. Så det er meget en fælles ting, vi har gang i. Der er et stærkt ’vi’ omkring det her.”

Peter Sommer får lov til at stå scenen med de to skuespillere Charlotte Munck og Camilla Munck, sanger Klaus Handsome, musiker Anders Bach samt to af sine faste musikere, Palle Hjorth og Søren Bigum:

”Man kunne godt tro, at når der står, at Peter Sommer spiller Peter Sommer i TEATERKONCERTEN PETER SOMMER, så er det mit forsøg på at skulle selviscenesættes ud i det ekstreme. Det er egentlig slet ikke intentionen i det. Det er ikke mig, der står og orkestrer alt det her. Jeg er tilfældigvis bare med.”

Oplev Peter Sommer og resten af det dygtige hold i TEATERKONCERTEN PETER SOMMER fra 15. september til 29. oktoberAveny-T.

Læs mere om teaterkoncerten og køb dine billetter HER

Tidligere artikelDansk ny-cirkus i verdensklasse på Sjællands Teater
Næste artikelDansehallerne og CC samarbejder om ny udstilling