Tirsdag den 29. januar var der premiere på det nye kulturmagasin KulturHave på dk4, hvor programmets vært Christian Have får besøg af en centrale aktører indenfor kulturens verden. I første afsnit var teaterdirektør ved Aarhus Teater, Trine Holm Thomsen, gæst.

I programrækken KulturHave på dk4 vil programmets vært Christian Have hver anden tirsdag invitere en førende skuespiller, kulturleder eller -aktør i studiet for at få deres bud og holdninger til kunstens betydning og dens værdi for den enkelte og for samfundet. For hvad stiller man op i en tid med fake news, trolls, bots, kunstig intelligens, digitale platforme og services? Hvilken rolle har kunsten og kulturen så egentlig at spille? Hvilket ansvar har den enkelte kunster og kulturinstitution? Hvordan kan kulturen gøre en forskel for den enkelte borger og for vores trivsel og dannelsesbegreb?

I det første afsnit af KulturHave var der besøg af teaterdirektør ved Aarhus Teater, Trine Holm Thomsen, og her gik snakken blandt andet på evnen til at kombinere kunst med forretning samt teatrets rolle i en fortsat mere digitaliseret tidsalder. Hele første udsendelse kan ses i videoen øverst i artiklen.

Der udkommer et nyt afsnit af KulturHave hver anden tirsdag, og forårets program tæller blandt andet navne som film- og teaterinstruktør Kaspar Rostrup, skuespillerne Bodil Jørgensen og Thure Lindhardt samt teaterchef Søren Møller fra Fredericia Teater.