Jean de France_skuespillerholdet på scenen_foto Bjarne Stæhr.jpg
Forestillingen Jean de France - Skuespillerholdet på scenen. Foto: Bjarne Stæhr

Trods restriktioner og generelle tendenser til det modsatte, oplevede Grønnegårds Teatret i år god publikums tilstrømning.

Teatersæsonen på Grønnegårds Teatret er netop slut, hvor sidste forestilling løb over scenen lørdag den 28. august. Teatret, der ligger midt i København, ser nu tilbage på en sæson, hvor de har oplevet stor interesse fra publikum. I alt har over 23.000 publikummer haft billet til sommerens forestilling, Ludvig Holbergs festlige komedie Jean de France. Grønnegårds Teatret er kendt for deres udenførs forestillinger og beskriver dem selv ved “teatret uden fast tag over hovedet”. Sommerens forestilling Jean de France var ligeledes en udendørs fornøjelse, der blev spillet i haven bag Odd Fellow Palæet.

Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets Have_ Foto Rasmus Lytchke (TheTravelBook).jpg
Grønnegårds Teatret i Odd Fellow Palæets Have. Foto: Rasmus Lytchke

I alt har Grønnegårds Teateret haft 55 opførelser af Jean de France henover sommeren. Oprindeligt var der 56 planlagt, men én måtte aflyses pga. corona restriktioner og to forestillinger kunne ikke spilles helt til ende pga. regn.

Teaterchef Steen Stig Lommer ser nu tilbage på en uvant teatersæson:

”Vi er rigtig glade ovenpå en veloverstået sommer på Grønnegårds Teatret. Men havde dette været en ”normal” sommer før corona, er jeg overbevist om, at vi ville have haft udsolgt stort set hele spilleperioden, når man lægger de gode anmeldelser sammen med det smukke sommervejr, vi oplevede i juli måned. Og endvidere tager højde for, at vi i år har spillet i en have med færre pladser, end vi normalt gør, når vi spiller i Designmuseum Danmarks have.”

Han fortsætter i forhold til restriktionerne:

”Restriktionerne, herunder afstandspladser og kvadratmeterkrav i juli måned, bevirkede færre udbudte pladser end normalt. Publikums tøvende adfærd i forår og forsommer gjorde, at selv ikke disse færre udbudte billetter alle blev solgt. Når det er sagt, er vi stadig rigtig glade for sommerens resultat, og ikke mindst for de mange positive tilkendegivelser vi har modtaget fra vores publikum – både om årets forestilling og om glæden ved atter at være i teatret.”

Det er allerede nu også offentliggjort, at Grønnegårds Teatret er tilbage med en ny forestilling i sommeren 2022.