RE:LOCATIONS er den første digital teaterfestival
foto: Fix & Foxy

Danmarks allerførste digitale teaterfestival RE:LOCATIONS lander den 21. april – 9. maj 2021. Den finder sted i København, Aalborg, Edinburgh, Ghent, Helsinki, Mumbai og mange flere – alle byer med internetforbindelse. Alle forestillinger er produceret direkte til en digital scene – altså ikke først lavet til en scene og så ændret til streaming. Det er en ny genre inden for scenekunst – ”digitalt indfødte” teaterforestillinger. Festivalen er produceret af Wildtopia og præsenteres sammen med teaterpartnerne Teater Nordkraft i Aalborg og Teater Viirus i Helsinki.

Digitalt sidespor er kommet for at blive

Minna Johannesen er leder af Teater Nordkrafts. Hun beskriver sig selv som én af dem, der er gået forrest med nye former for digitalt teater i Danmark:

”Vi er gået med i festivalen RE:LOCATIONS, fordi den fokuserer på Digital First. Kunstnerne skal udnytte, at der er en skærm og de skal fastholde nysgerrigheden på udnytter skærmenes potentiale. Og det sjove er, at når det virker så opstår der er en helt ny nærhed – publikum kan virkelig føle, at de kommer meget tæt på skuespillerne. Ikke fordi det er nærbilleder, men fordi der kan opstå en anden form for kontakt. Det kommer aldrig til at erstatte levende scenekunst, men det er helt klart et sidespor, som er kommet for at blive. Vores publikummer er digitale væsener! De er vant til at opleve digitale fotos, musik, film og menneskelig kontakt – corona har sparket os allesammen flere årtier frem i udvikling.”

Avatar Me

En af festivalens tre forestillinger er AVATAR ME af danske Fix & Foxy. Her køber publikum billet til en personlig live-forestilling. I  45 minutter skal de ud og leve et andet menneskes liv, et andet sted i verden. Forestillingen er en ”first-person” oplevelse, hvor man via livestream ser med et andet menneskes øjne og styrer personens handlinger. Publikum vil blive placeret i helt nye omgivelse, få nye venner og måske opleve noget de aldrig ville have oplevet før. Når man køber sin billet, får man et link som på det aftalte tidspunkt giver adgang til at opleve AVATAR ME på ens telefon eller computer. De medvirkende er et internationalt cast fra Sydafrika, Brasilien, Moldavien, Indien m.fl.

Er det overhovedet teater?

De tre forestillinger på festivalen er først og fremmest live og har en interaktion med sit publikum – essensen af teater. Ingen af forestillingerne ville kunne eksistere uden et publikum.

”For mig handler det om at se og gribe muligheder, der viser en vej fremad. ”Relocation” betyder flytning – og hvis der er noget Corona har lært os, så er det at se tingene på en anden måde. […] Verdens største teaterfestival Edinburgh Festival Fringe investerer i år i en større digital platform, fordi de ser det som en mulighed for at gøre festivalen tilgængelig for dem, der af forskellige årsager ikke kan deltage i festivalen personligt – også i tiden efter pandemi nedlukningerne. Samtidigt er det også en del af deres bæredygtighedsstrategi. Når f.eks. forestillingerne på den digitale teaterfestival RE:LOCATIONS spiller, så er det uden rejser, selvom produktionsholdene i henholdsvis København, Ghent og Edinburgh spiller live for publikum i hele verden,” siger festivaldirektør Karen Toftegard.