TID I RUM
DIT:KBH’s lokaler i Kulturhuset Indre By

I foråret 2021 udbyder Udviklingsplatformen for Scenekunst som noget nyt residencies til kunstnerisk udvikling centralt i København. Som en del af tiltaget er det københavnske teater for kunstnerisk udviklingsarbejde, HAUT, inviteret til at realisere deres undersøgende Pop Up Residency format.

Der er et stort behov for adgang til prøvelokaler i København blandt den frie scenekunsts aktører. Udviklingsplatformen for Scenekunst arbejder på at skabe et permanent kunstnerisk workspace for at indfri dette behov. I første omgang er der indgået aftale om brug af kulturhusenheden DIT:KBH’s lokaler i Kulturhuset Indre by. Der udbydes, som et pilotprojekt i alt seks forløb af én til to ugers varighed. De afsluttes med et brancheseminar om kunstnerisk udvikling i juni.

”Udviklingsplatformen arbejder ihærdigt på at skabe permanent tid i rum til kunstnerisk udvikling for byens scenekunstnere. Derfor er det oplagt at arbejde sammen med andre, der har gode erfaringer med kunstneriske residencies. HAUT har siden 2016 tilbudt kunstneriske udviklingsforløb og gjort sig mange erfaringer, som det frie felt nyder godt af. Udviklingsplatformens opgave er at styrke det frie felts kompetencer, og det gør vi ofte i samarbejde med andre. Det er derfor en stor glæde at kunne invitere HAUT til at realisere deres Pop Up Residency i forbindelse med vores nye residence-initiativ Tid i rum. Det giver de to organisationer mulighed for at samarbejde – og det kan danne grobund for fremtidige samarbejder,” siger Mikkel Harder, Leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst.

HAUT – Pop Up Residency

Den første periode giver plads til honoreret, kunstnerisk udviklingsarbejde. Samtidig rummer det to forløb kurateret af HAUTs kunstneriske leder, Naja Lee Jensen. Derudover er der interne worksharings og feedbacksamtaler med en selvvalgt sparringspartner.

I samarbejde med Bikubenfonden vil HAUT fortsætte sin udforskning af, hvordan residencies kan kvalificere kunstnerisk udviklingsarbejde. Denne gang vil HAUT undersøge potentialet i at have kunstnergrupper til at arbejde side om side. Det skal åbne muligheden for, at der gennem mødet med hinanden kan opstå en kunstnerisk synergi. HAUT har indgået samarbejdet med Udviklingsplatformen for Scenekunst, da det rummer et stort potentiale for hele feltet.

“Som to organisationer, der arbejder med kunstnerisk udviklingsarbejde er det vigtigt, at vi undersøger, hvordan vi kan skabe et fælles økosystem, der er til gavn for kunstnerne,” siger Naja Lee Jensen.

Læs mere om HAUT på www.hautscene.dk.

Open Call – Tid i rum

De sidste fire residence-forløb er af én uges varighed og ligger i uge 20 eller 22. Forløbene hedder TID I RUM og udbydes gennem et Open Call. De gives til kunstneriske undersøgelser og kan primært søges af professionelle scenekunstnere, der har modtaget støtte fra Projektstøtteudvalget for Scenekunst, men mangler TID I RUM til kunstnerisk udvikling. Ud over et gratis prøvelokale får de udvalgte kunstneriske undersøgelser stillet en faglig sparringspartner til rådighed, der kan give kritisk feedback i processen.

Formålet er at give frie scenekunstnere og kompagnier TID I RUM til at undersøge et kunstnerisk tema, form, arbejdsmetode eller lignende i et tidligt stadie i en kunstnerisk proces. Forløbene gives fortrinsvist til scenekunstneriske undersøgelser, som tager afsæt i kollektive, kunstneriske samarbejder.

”Vi er stærkt begejstrede for at få mulighed for at teste samarbejdet med DIT:KBH, som administrerer de københavnske kulturhuse. Vi har længe arbejdet på at udvikle nye samarbejdsmodeller og det er herligt, endelig at kunne teste det i praksis. Vi har et fælles ønske om at styrke Københavns rolle som en scenekunstmetropol, og dette samarbejde er en første undersøgelse af mulige perspektiver” slutter Mikkel Harder, Leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst.

Ansøgningsfristen for Open Call: Tid i rum er tirsdag den  6. april 2021 kl. 12.00.

Læs mere her: https://www.udviklingsplatformen.dk/open-call-tid-i-rum/