FOTO © Pressefoto

ERASMUS MONTANUS meldte totalt udsolgt på Aarhus Teater. Nu får forestillingen premiere på Østre Gasværk Teater i København.

Christian Lollikes reumertvindende og anmelderroste opsætning af Holbergs komedie, ERASMUS MONTANUS, spillede for udsolgte sale, da den sidste år var en del af Aarhus Teaters repertoire. Efter nytår flytter forestillingen ind på det nyrenoverede Østre Gasværk Teater.

Et attraktivt samarbejde
ERASMUS MONTANUS er produceret af Aarhus Teater og Sort/Hvid. Fra 18. januar til 9. februar spiller forestillingen på Østre Gasværk Teater, for herefter at vende tilbage til Aarhus Teater med repremiere 16. februar.

”Når vi på Østre Gasværk Teater samarbejder med Aarhus Teater og Sort/Hvid, bliver vi en endnu større muskel. Tilsammen kan vi ramme et meget større publikum, ikke bare på tværs af de tre teatres vidt forskellige profiler – også på tværs af landsdelene. Det er et enormt attraktivt samarbejde,” siger Østre Gasværk Teaters direktør, Emmet Feigenberg og fortsætter:

”Christian Lollikes opsætning af Erasmus Montanus er fremragende, og jeg kan kun glæde mig, ikke mindst på det københavnske publikums vegne”.

En massiv efterspørgsel bliver nu imødekommet 
Da forestillingen spillede i Aarhus i 2017, modtog Aarhus Teater mange henvendelser fra københavnske publikummer, som ønskede at få forestillingen til hovedstaden. Aarhus Teaters direktør, Trine Holm Thomsen, glæder sig over at kunne imødekomme efterspørgslen:

“Da vi spillede forestillingen i Aarhus i 2017, fik vi overvældende mange opfordringer fra det københavnske publikum til at opsætte den i hovedstaden. Det ønske kan vi med stolthed nu opfylde i form af samarbejdet med Østre Gasværk Teater i deres fantastiske teaterrum”.

Du kan bestille billetter og læse mere om forestillingen her.