JOLLY WELTSCHMERZ! Foto: Dennis Westerberg
JOLLY WELTSCHMERZ! Foto: Dennis Westerberg

Fra den 12. februar inviterer Riddersalen til den mørke og humoristiske kabaret JOLLY WELTSCHMERZ!, der er en moderne musikforestilling med træk fra den ekspressionistiske og politiske kabaret fra 1920’erne. Premieren markerer samtidig åbningen af KUNSTNERKABARETEN RIDDERSALEN – et helt nyt årligt tilbagevendende koncept.

Fra februar fyldes Riddersalen med ramponerede strudsefjer og et orkester i kollektiv livskrise med en gennemkomponeret billedstorm i den mørke og humoristiske kabaret JOLLY WELTSCHMERZ! Forestillingen udfordrer kabaretgenren og undersøger, hvad der sker, når et menneske går i stykker og bliver samlet igen i en moderne scenisk fortolkning. JOLLY WELTSCHMERZ! indeholder tekster på fortrinsvis dansk, men også på engelsk og tysk og kan opleves i Riddersalen fra den 12. februar 2022 til den 9. april 2022.

Foto: Dennis Westerberg
Foto: Dennis Westerberg

Med premieren på JOLLY WELTSCHMERZ! lyder på samme tid startskuddet til det nye KUNSTNERKABARETEN RIDDERSALEN, der bliver et helt nyt rum i byen. Her præsenteres det, at publikum vil møde skønhed, humor, temperament og kant. Gennem foråret inviteres publikum indenfor til teater, koncerter, litterære arrangementer, debatter og meget mere, når Riddersalens historiske rammer omdannes til KUNSTNERKABARETEN:

”Siden 1914 har store kunstnere som Storm P., Liva Weel, PH, Per Knutzon, Lulu Ziegler, Kjeld Abell, Bertold Brecht, Daimi og Jytte Abildstrøm sat deres unikke aftryk på Riddersalens succes, og nu bygger vi videre på det fundament med moderne og vital scenekunst på KUNSTNERKABARETEN RIDDERSALEN” fortæller KUNSTNERKABARETENs kunstneriske leder, Mette K. Madsen.

Hun fortætter: “Vi ønsker at få publikums øjne op for det legendariske og magiske sted, og vi sætter det hele i gang med et brag med musikforestillingen JOLLY WELTSCHMERZ!”.

Om JOLLY WELTSCHMERZ!

JOLLY WELTSCHMERZ! er en livskraftig, musikalsk og æstetisk hyldest til det besværlige og mirakuløse menneskeliv. Der zoomes ind på eksistentielle vilkår som menneskets ensomhed i fællesskabet, medmenneskeligheden og paradokset i at være et moderne menneske med frihed, privilegier og gode muligheder, men alligevel opleve en smertefuld og kompliceret eksistens.

JOLLY WELTSCHMERZ! Foto: Dennis Westerberg. Grafik: Mette Bystrup
Plakat – JOLLY WELTSCHMERZ! Foto: Dennis Westerberg. Grafik: Mette Bystrup

Der er lagt op til en musikalsk og sorthumoristisk aften, når stærke kræfter indtager scenen i Riddersalens første kabaret. På scenen kan publikum opleve de gennemmusikalske skuespillere, Mette K. Madsen, Karin Bang Heinemeier, Jens Gotthelf og Morten Raahede Brovn, der sammen har skabt et inspirerende arbejdsfælleskab gennem årene. Musikken opføres live på scenen af skuespillerne i samspil med kapelmester Thomas Dinesen.

Åbningen af KUNSTNERKABARETEN RIDDERSALEN

Fra nytår og frem til sommer omdannes Riddersalen hvert år til KUNSTNERKABARETEN, der med nysgerrighed, humor og samfundskritik skaber et nyt rum i byen.

Det traditionsrige gamle teater transformeres til et moderne fristed med relevante og nyskabende kunstnere og værker på scenen. KUNSTNERKABARETEN RIDDERSALEN er en beværtning, et teater og et rum for musik, oplæsninger, debatter og arrangementer. I foråret 2022 kan publikum bl.a. møde Bodil Jørgensen, Søren Ulrik Thomsen, Ditlev Tamm, Kirsten Hammann, Jan Grarup, Pelle Dragsted, Martin Ågerup, Mette Kierstein, Jytte Abildstrøm, Daimi, Svaneborg Kardyb, Caspar Eric, Line Knutzon, Inaam Nabil, Filip West, Hanne Højgaard Viemose, Jonas Poher og mange flere. Læs mere her.

Tidligere artikelBritney Spears’ befrielse bliver til musikforestillingen WORK BITCH
Næste artikelMorten Münsters bestseller vækkes til live på Nørrebro Teater