Riddersalen siger farvel til DE UNDERJORDISKE med tågetuller og tottentuer

De underjordiske
For allersidste gang spiller DE UNDERJORDISKE i Riddersalen. Foto: Dennis Westerberg.

Netop nu kan publikum komme i julestemning, når Riddersalen for 25. gang opfører DE UNDERJORDISKE – men man skal skynde sig, for det vil være sidste gang, det kan opleves.

Det er ikke kun forestillingen, der kan fejre 25 års jubilæum. Når DE UNDERJORDISKE har spillet den sidste forestilling har de medvirkende Daimi Gentle, Erik Olsen og Signe Birkbøll medvirket i samtlige 896 opførelser siden urpremieren i 1994.

En kærlighedserklæring til Moder Jord

DE UNDERJORDISKE er skrevet som én stor kærlighedserklæring til Moder Jord med afsæt i gamle traditioner, ritualer og varsler. Kornmoren, der er lavet af høstens sidste neg, forsvinder på mystisk vis til høstfesten på Mikkelsdag. Hun må og skal findes inden jul, hvis gården ikke skal rammes af misvækst og ulykker. Flora og Ebbe kommer ud på en ualmindelig rejse til lands, under jorden og i luften.

Her møder de tågetuller, tottentuer, nisser, en lygtemand, en vandmoder, en gemmekone og alle mulige væsener og dyr. De bliver meget klogere på dem selv og naturen, før de atter kan vende hjem til gården til julefest.

Holdet bag

Ud over de tre gengangere, Daimi Gentle, Erik Olsen og Signe Birkbøll, medvirker Stine Holm Joensen og Thomas Knuth. Signe Birkbøll er forfatter på forestillingens manuskript, mens Lars I. Shiller står for idé og musik. Nina Kareis Livingstone står for iscenesættelsen i år, mens Nils G. Frederiksen og Dan Voigt Lønholdt. I systuen sidder Thomas Winkler, Pille Behrendt og Anette T. Feilberg, mens Dan Voigt Lønholdt, Nils G. Frederiksen, Barbara Gress, Thomas Winkler, Poul Arne Kring, Hendes Egede, Malene Kastalje og Jon Gelting styrer dukkerne.

DE UNDERJORDISKE spiller nu og frem til den 20. december i Riddersalen, hvor forestillingen kan opleves for allersidste gang.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.

Previous articleBora Bora får sydkoreansk dansebesøg i ROK IN DK
Next articleNørrebro Teater udsætter premieren på MYSTERIET