Dengang hun var lille
Ragnhild Kaarsgaard i børneforestillingen. Dengang du var lille. Foto: Dennis Westerberg.

Ragnhild Kaasgaard har været garant for gode råd og munter formidling for de små i langt over 30 år.

Med forestillingen DENGANG DU VAR LILLE har hun igen en forestilling klar til de mindste – og deres forældre.

Forestillingen opføres på Teatret Riddersalen på Frederiksberg fra den 28. februar.

I DENGANG DU VAR LILLE stiller Ragnhild Kaarsgaard op sammen med dukkefører Erik Olsen – og sin store billedbog.

Den store billedbog om at være lille handler om dengang Ragnhild selv var barn. Og om alle de udfordringer, hun dengang blev stillet overfor. Om alt det hun skulle lære, om at møde nye venner og om at turde bare lidt mere dag for dag.

Hver forestilling skal være varm og unik

DENGANG DU VAR LILLE er den fjerde forestilling i rækken for familiens yngste.

Siden 2011 har Ragnhild Kaasgaard og Erik Olsen dannet par på scenen. Først med forestillingen ’Barnevognen’, så med  ’Åbent hus’ og senest ’Små blå sko’.

Dengang du var lille
Ragnhild i forestillingen Dengang du var lille. Foto: Dennis Westerberg.

Ragnhild Kaarsgaard er selvlært skuespiller, men stiller hver gang op med det erklærede mål, at hver eneste forestilling skal være en unik og varm oplevelse – både for børnene og hende selv.

Sammen med dukkefører Erik Olsen tager hun sit publikum med ind i en miniatureverden, hvor alt kan ske.

Ragnhild Kaarsgaard har udover sine mange optrædender for børn gjort sig bemærket i et par sommerrevyer, Holberg-spil og reklamefilm. I en periode havde hun også Fabelkompagniet, der havde succes med musikforestillingen “Den skønne Finist-falk”.

DENGANG DU VAR LILLE er beregnet for 1 ½-4-årige og deres voksne.

Forestillingen kan opleves i Teatret Riddersalen fra den
28. februar  til den 1. marts. og igen fra 17. marts til 8. april.

Tirs.-søn spiller forestillingen klokken kl. 9.15 og 10.30.

Efter endt spilleperiode på Frederiksberg gæster forestillingen DENGANG DU VAR LILLE Frederikssund Børneteater og Teatret Møllen i Haderslev, inden turen går til Aprilfestival i Holbæk fra den 19. til den 26. april.

I efteråret 2020 og foråret 2021 kommer forestillingen rundt i hele landet.

Man kan læse mere og bestille billetter her