Robotter
Foto: Carsten Seidel.

Den 29. maj får forestillingen THE ROBOT PROJECT premiere på Folketeatret. På scenen er virkelige robotter, kunstigt intelligente AI’er og ét levende menneske. Forestillingen er en konfronterende og tankevækkende oplevelse efterfulgt af en interaktiv og publikumsinddragende talk med forsker Kristian Martiny omkring mulighederne og udfordringerne ved AI. Forestillingen er blevet til i et samarbejde mellem Aalborg Teater, Flyvende Grise, Stages of Science og Enactlab.

Robotterne er her allerede

Kan menneskelige følelser og værdier oversættes til AI – kunstig intelligens? Kan robotter gøres til ægte mennesker, og hvis ja, hvordan ser verden så ud i fremtiden? Spørger man forskningschef Kristian Martiny fra Enactlab, er dette scenarie ikke fremtid – men nutid.

”Det interessante er, at vi stadig diskuterer, om robotterne og kunstig intelligens kommer til at erobre verden fra os mennesker. Sagen er jo, at de allerede er her. Derfor er det mere interessant at undersøge, hvordan vi har det med dem – og hvordan vi bruger dem i fremtiden,” udtaler forskningschefen.

Netop dette skisma belyses i THE ROBOT PROJECT, hvor videnskabsmanden Daniel forsøger at genskabe sin døde bror Leonardo gennem en robot, som han udvikler og træner med udgangspunkt i broderens minder og følelser.

Et unikt hybridformat

Forestillingens instruktør og hoveddramatiker Thomas Corneliussen har hentet inspiration hos flere af AI-feltets grundlæggere og deres forskning. THE ROBOT PROJECT er således et unikt hybridformat mellem forskning, teater og ikke mindst interaktion med publikum og deres holdninger. Både før og efter forestillingen vil man derfor via sin mobiltelefon blive stillet i forskellige dilemmaer og bedt om at besvare spørgsmål. Publikums svar vil indgå i den videre forskning og vidensindsamling.

Forestillingen kan opleves 29. – 31. maj på Folketeatres scene Hippodromen.

Læs mere om forestillingen og køb billetter her.