Fra den 18. marts 2022 til den 27. april 2022 opsættes en nyfortolkning af George Orwells kendte fortælling ANIMAL FARM på Betty Nansen Teatret i København.
Kunstnerisk leder, Elisa Kragerup, bringer grisestien på scenen i et format som dog er mere aktuel end nogensinde før. Det er samfundskritisk teater om magtmisbrug, spin og hvad der sker i et fællesskab, når værdierne skrider.
Historisk tyranni genopstår anno 2022
George Orwells ‘Animal Farm’, kendt under den danske titel ‘Kammerat Napoleon’, er en allegorisk fortælling om en dyreflok på en bondegård. Flokken starter en revolution mod bondemanden for slutteligt blot at ende i et nyt tyranni under ledergrisen Napoleon.
For første gang i Danmarks historie opsættes ‘Animal Farm’ i en nyfortolkning iscenesat af instruktør og kunstnerisk leder på Betty Nansen Teatret Elisa Kragerup. For selv om ‘Animal Farm’ oprindeligt er en kritik af stalinismen, er dens tematik om magtmisbrug, manipulation og gruppedynamikker stadig aktuel i 2022 i kølvandet på Trumps præsidentskab, Inger Støjbergs rigsretssag, Mette Frederiksens slettede SMS’er og en verdensomspændende coronapandemi.
Paralleller til coronakrisen
Manuskriptet er skrevet af dramatiker Tom Silkeberg, og Elisa Kragerup har arbejdet med den kunstneriske udvikling af stykket. Og der er flere paralleller til den politiske debat og de sociale dynamikker under coronakrisen at finde undervejs.
»Vi lever i en tid, hvor grundlæggende retsprincipper og menneskerettigheder skrider. Hvorfor er det, vi ikke siger fra? Jeg er ikke kun optaget af magthavernes manipulation, men også af dem, der er udsat for magtmisbrug. For hver gang vi ikke får sagt fra, bliver det sværere næste gang. ‘Animal Farm’ handler ikke kun om magtfuldkomne politikere, det er også en historie om, hvad der sker i et fællesskab, når værdierne begynder at skride,« siger Elisa Kragerup.
Ni kvinder på scenen
Alle skuespillere på scenen er kvinder og består både af erfarne kræfter som Tina Gylling og Sarah Boberg samt nyere navne som Siff Vintersol. Soundtracket er lavet af Jenny Rossander, der også medvirker i ‘Animal Farm’. Som musiker er hun kendt under navnet Lydmor og vandt for nylig en Robert for ‘Bedste sang’ for nummeret ‘The Last Call’ til filmen ‘Venuseffekten’.
»Til ‘Animal Farm’ har jeg lavet et soundtrack, der indfanger stemningen af dyrenes revolution, men også den snigende frygt og usikkerhed, som spreder sig blandt dem. Og uden at afsløre for meget bruger jeg også musikken til at manipulere med publikum undervejs,« forklarer Jenny Rossander.
‘Animal Farm’ spiller fra den 18. marts til den 27. april på Betty Nansen Teatret i København.
Læs mere om forestillingen og køb billet her.