Sanselig, interaktiv forestilling midt i den jyske natur

Foto: Jacob Stage

Lørdag den 20. august er der premiere på den interaktive forestilling TWISTED FOREST – A HUMAN IMAGINATION GAME af Wunderland. Den sanselige forestilling foregår midt ude i en skov i Favrskov Kommune.

Lad sanserne styre

Wunderland undersøger med forestillingen TWISTED FOREST, hvad der sker, hvis vi bevæger os dybt ind i sansernes univers og lader barkens overflade, mossets ujævne former og det stikkende krat definere vores sindsstemning, kropslige fornemmelse og fysiske formåen.

TWISTED FOREST er et live interaction game, hvor publikum selv indtager hovedrollen. Forestillingen tager form udenfor afmærkede stier og ruter i Røgen Præstegårdsskov i Favrskov Kommune. På overfladen er det en helt almindelig skov, men undervejs støder publikum på væsener, objekter og oplevelser, der puster til publikums forestillingsevne.

Om TWISTED FOREST og Wunderland

TWISTED FOREST er et flerårigt omrejsende tværæstetisk kunstnerisk projekt, som er sat i verden af Wunderland. Forestillingen er skabt gennem samarbejder med lokale idrætsforeninger, efterskoler, grundskoler, landsbyer, kommuner og universiteter i Danmark, Island og Sverige. Efter Røgen Præstegårdsskov vil TWISTED FOREST blive opsat i både Samsø Kommune, på Gotland og i Reykjavik på Island.

Wunderland er et performancesamarbejde, som skaber immersive og deltagerinvolverende forestillinger ud fra specifikke steder. Lige fra det offentlige, menneskefyldte byrum til den mørke, dybe skov.

Wunderland blev grundlagt i 2007 af Mette Aakjær. Performancesamarbejdet er etableret på tværs af danske og internationale kunstnere, som alle beskæftiger sig med interaktive og sensoriske performances.

Forestillingen kan opleves fra d. 20. august til d. 11. september i Røgen Præstegårdsskov i Favrskov Kommune, så der er rig mulighed for at komme ud i naturen og få vækket sanserne.

Læs mere om den den sanselig forestilling TWISTED FOREST og køb dine billetter her.

Previous articleDet Kongelige Kapel opfører Danmarkspremiere i Musikkens Hus og Operaen
Next articleHvem skal vinde jubilæums-Teaterflisen 2022?