Magic In The Dark Nick Caraway Dansk Blindesamfund
FOTO: Magic In The Dark, Nick Caraway. © Mads Petersen

Publikum får et mørkt bind for øjnene, når de ankommer til forestillingen MAGIC IN THE DARK. Efter at de for en kort stund frivilligt afgiver deres visuelle sans, føres de på plads i salen – som lige så vel er komplet mørklagt. Her får de udleveret en kasse indeholdende forskellige rekvisitter, som de selv skal benytte til at udføre forskellige trylletricks; konstant vejledt af tryllekunstner Nick Caraway, der ligeledes selv har bind for øjnene.

Når trylleforestillingen går i gang brydes der op med det konventionelle. For hvem har nogensinde oplevet en tryllekunst med lukkede øjne?
Man plejer som barn at blive snydt af onklen, der gang på gang med en vaks gestik deler sin egen tommelfinger i to. År senere hiver vennerne et kortspil frem ved enhver given festlig lejlighed for at give et indblik i magiens forunderlige verden. Og til sidst er man så gammel, at man har lært, at tryllekunstens magi sker præcis modsat af, hvor tryllekunstneren med sin snilde fanger vores blik.

Men hvorfor tryller man for et publikum, der ikke kan se? Hvordan oplever mennesket magien, når den ikke udfolder sig foran vores øjne?

”Det umuliges kunst er muligt – også for en blind”

Med forestillingen ’Magic In The Dark’ udfordrer tryllekunstner Nick Caraway i samarbejde med Dansk Blindesamfund opfattelsen af trylleri og ikke mindst udførslen af netop dette. I Danmark er der omtrent 25.000 mennesker, der opfylder Dansk Blindesamfunds medlemskriterium på maksimum 10% af et normalsyn. Dette tal hører Jannie Hammershøi ind under. Hun er medlem af forretningsudvalget ved Dansk Blindesamfund, som er partner på ’Magic In The Dark’.
”Det er et lidt utraditionelt samarbejde, at Dansk Blindesamfund og en tryllekunstner går sammen, men med ”Magic in the Dark” ønsker vi at skabe et unikt show, som stiller blinde og seende lige. Vi viser, at det umuliges kunst er muligt – også for en blind”, siger Jannie Hammershøi om forestillingen.

Visionen med ’Magic In The Dark’ er dermed ikke blot at udfordre tryllekunstens historiske udførsel som et visuelt show, men også at skabe et inkluderende miljø gennem en forestilling, der vil bryde med rammerne, og skabe nye muligheder for synshæmmede landet over.

”Jeg håber, at publikum får en helt unik og anderledes oplevelse, hvor de for en stund glemmer tid og sted og drages ind i magiens verden, hvor alt kan ske. At publikum genopdager og udforsker hele spektret af sanser og måske lærer nye sider af sig selv at kende,” fortæller Nick Caraway.

Der afholdes fem forestillinger i løbet af marts og april i København, hvorefter showet bevæger sig østpå, og slutter med to aftener i Fredericia for blandt andre medlemmer af Dansk Blindesamfund.

På sigt vil der blive afholdt forestillinger for det almene publikum.

Læs mere om ’Magic In The Dark’ her.

Tidligere artikelForestillingen “Hjælp, vi er gift!” skildrer det giftige parforhold
Næste artikelJohns Teater og Teater Grob præsenterer Denisova 11 – Et Evolutionseventyr