Foto: Per Morten Abrahamsen

Det Kgl. Teater har besluttet at gennemføre turnéen med Sylfiden, og gæster Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) mandag den 31. januar. En af verdens ældste balletter får i denne udgave nyt liv. Nikolaj Hübbe, Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard har sammen skabt et svævende og magisk univers, hvor den skønne Sylfide lever. Musikken leveres af Aalborg Symfoniorkester med 32 musikere.

Magisk eventyr får nyt liv

Kan man stikke af fra sin kommende brud lige inden brylluppet, fordi man brat forelsker sig i et overjordisk væsen? Det kan James, for da den smukke sylfide puster blidt til ham, kan han bare ikke lade være. I denne helt nye version vender Nikolaj Hübbe i samarbejde med det scenografiske powerpar Anja Vang Kragh og Mia Stensgaard tilbage til eventyret i fortællingen. De tre beretter sammen historien i et svævende og magisk univers, hvor James’ lysende drømmesyn er omdrejningspunktet. Sylfiden danses af Caroline Baldwin, James med Jonathan Chemelensky, Effy med Birgitta Lawrence, Gurn med danser Alexander Stæger og Madge af Esther Lee Wilkinson.

200 år gammel men stadig aktuel

Da August Bournonville koreograferede Sylfiden i 1836, ramte han lige ned i tidsånden. Sylfider er kvindelige, bevingede luftvæsner, der oser af poesi og farlighed, og lige netop den eksotiske natur og det æteriske kvindeideal var noget, man sværmede for i den romantiske periode. I de borgerlige, trygge rammer kunne man drømme sig væk og forestille sig alle de uimodståelige muligheder, der måske fandtes ikke langt fra ens kedelige hverdag, hvis man altså lige turde at begive sig afsted.

Selv om Sylfiden snart er 200 år gammel, har den stadig en aktualitet, der fascinerer os i dag. Dramaet om James, den skønne, lokkende sylfide og den onde heks Madge er en tidløs, moralsk fabel om splittelsen mellem fornuft og følelse, og balletten spænder over et væld af forskellige stemninger omsat til dans i den stort opsatte forestilling med 43 balletdansere og 10 balletbørn.

Billetter til Sylfiden i AKKC/Aalborghallen mandag den 31. januar kl. 19.30 er i salg, og kan købes i Billetkontoret tlf. 9935 5566 mandag, onsdag og fredag fra kl. 10-12 og 13-15, eller på akkc.dk. Billetprisen er fra 350 kr. – 450 kr. og varigheden er 1 t og 35 min. inkl. pause.

Tidligere artikelH.M. Dronning Margrethe II hyldes med ny musical
Næste artikelNy forestilling sætter fokus på frygtens rolle og dens betydning for vores liv