Fra den 11. til 14. august gentages en klassisk musikalsk succes, når naturskønne Schackenborg Slot i Sønderjylland for anden gang danner rammen om Schackenborg Musikfest. Den velbesøgte musikfestival foregår i år på tre lokationer og byder på seks koncerter opført af både unge, spirende talenter og internationale sværvægtere på den klassiske musikscene – herunder den verdensberømte cellist Nicolas Altstaedt. Det hele finder sted i magiske omgivelser i grænselandet mellem Danmark og Tyskland omkring det smukke barokslot, der tidligere har huset blandt andre Prins Joachim.
Dobbelt så mange koncerter
Mens førsteudgaven sidste år bød på tre koncerter, fordobler musikfesten i år programmets størrelse og byder på hele seks koncerter bestående af i alt 13 komponister og 14 kunstnere fra hele verden. Store navne finder vej til lille Møgeltønder, og vil ikke mindst agere trækplaster for klassisk musik connoisseurs landet over. Nogle af genrens mest fremtrædende og uundgåelige personligheder som cellisten Nicolas Altstaedt, pianisten Alexander Lonquich og sangerinden Mojca Erdmann, vil i år være blandt kunstnerne, der slår tonerne an i de sønderjyske kulisser.
Koncerterne finder sted på tre forskellige lokationer: I den nyrestaurerede Slotfeltlade, som rummer både atmosfære og akustik, i slottets elegante riddersal, hvor historien vækkes til live, samt i Møgeltønder Kirke, hvor landets ældste orgel har til huse.
Internationale sværvægtere og spirende talenter
Åbningskoncerten spilles af to af de helt store kometer indenfor klassisk musik: Cellisten Nicolas Altstaedt, som åbner festivalen i samspil med pianisten Alexander Lonquich i Slotsfeltladen. I dagene herefter følger internationale sværvægtere som Roberta Verna, Sanna Ripatti og Den Danske Klarinettrio trop med toner fra blandt andre Brahms, Bach og Mozart.
Udover at præsentere nogle af verdens dygtigste fra den klassiske musikscene, ønsker Schackenborg Musikfest også at fremme og udvikle unge, lovende talenter. Om lørdagen kan festivalgæsterne derfor opleve talentkoncerten ’’Rising Stars’’, hvor violinisten Anna Agafia Egholm, NOVO Strygekvartet og den prisvindende pianist Jeung Beum Sohn kaster sig over musik fra Ravel og Chausson.
Schackenborg Musikfest kan opleves på Schackenborg Slot mellem den 11. og 14. august 2022.
Læs mere og køb billet her.