Alice i eventyrland
Alice i Eventyrland livestreames. Foto: Emilie Carlsen

Så er der mulighed for at springe gennem kaninhullet og ind i eventyrets verden.

Kaninhullet vil i denne forbindelse være lig med Facebook, YouTube eller en anden internet-portal, som gør det muligt at opleve Teater Møn livestreame deres forestilling Alice i Eventyrland.

Forestillingen skulle have haft premiere den 15. april på Teaterøen i København, men udskydes til det igen er muligt at samles i teatret.

Til gengæld livestreames premieren lørdag den 2. maj.  Alice i Eventyrland opføres på Teater Møn. Det sker klokken 15, og man kan se med på ​Teater Asterions hus, Facebook og Youtube. Eller man kan klikke sig gennem kaninhullet her.

Tilde Knudsen fortæller den klassiske historie

Historien er den klassiske: Alice falder gennem kaninhullet til et forunderligt land, hvor alt kan ske. En verden hvor kaniner kan tale, Filurkatten leder dig på afveje og dronninger ikke er smukke og gode, men brutalt hugger hovederne af folk.

Man kan se med når danser og performer Tilde Knudsen fortæller sin version af den elskede historie om Alice i Eventyrland af Lewis Carroll. Med sig har hun en kuffert fuld af fantasifulde kostumer af designer Susan Marshall. De er baseret på geometriske former, som børnene kender; cirkel, trekant og firkant, og er ligeså finurlige og foranderlige som eventyrlandet bag den låste dør.

Forestillingens udgangspunkt er de fantasifulde kostumer, der er skabt af engelske designer Susan Marshall. Tilde Knudsen fortæller:

”Normalt når man skaber en teaterforestilling så bliver kostumerne skabt og kommer på scenen hen imod slutningen af forløbet. Men sammen med Susan Marshall har vi arbejdet på en anden måde: Vi tog afsæt i kostumerne og de geometriske former fra dag et, og så gav vi liv til figurerne fra eventyret ud fra dem. Det har været en spændende og anderledes måde at arbejde på, og har givet forestillingen et stærkt visuelt udtryk”.

Figurerne fra Alice i Eventyrland bliver bragt til live af musik skabt af komponist Klaus Risager, der med instrumenter og reallyde har skabt et sfærisk lydunivers der veksler mellem enkelthed, vildskab og kaos.

Forestillingen vare 40 min, og er velegnet til børn fra 5-10 år og deres voksne.

I forestillingen medvirker Tilde Knudsen i kostumer af Susan Marshall. Peter Kirk har instrueret, mens Klaus Risager er komponist.