Fra den 31. oktober – 10. december kan det hårdtslående kammerspil om udviskede grænser mellem omsorg og overgreb opleves, når SE PÅ MIG NÅR JEG TALER TIL DIG opføres på Husets Teater.
Med børn fødes både kærlighed og rædsel
At blive forælder til et barn er et af livets helt store forandringer. Med barnet fødes både en ubetinget kærlighed og en rædsel for, hvad vi uforvarende kan påføre barnet af smerte og traumer.
SE PÅ MIG NÅR JEG TALER TIL DIG er et nådesløst og heftigt kammerspil, der handler om løsrivelse, men også om at blive begæret af sit barn og om frygten for at blive eftertragtet af sin far eller mor.
Usagte hemmeligheder og tankestrømme flyder i ukronologisk rækkefølge fra personerne
på scenen, og karaktererne skifter umærkeligt positioner i forhold til hinanden i et spil med skiftende magtbalancer.
Om forestillingen
Det er den prisbelønnede norske romanforfatter og lyrikker Monica Isakstuens, der har skrevet forestillingen, som også er udgivet som bog.
På scenen står de erfarne skuespillere Sarah Boberg og Morten Hauch-Fausbøll.
Sarah Boberg har senest haft opgaver på en lang række teatre som Betty Nansen Teatret, Det Kongelige Teater, Odense Teater, Husets Teater samt Teatret ved Sorte Hest, ligesom hun har medvirket i en lang række kendte spillefilm og Tv-produktioner, heriblandt Broen (2011-2018).
Morten Hauch-Fausbøll har senest medvirket i Tv-serien Når Støvet Har Lagt Sig (2020), og udover hans gennemgående roller i film og Tv-produktioner – såsom Anna Phil (2006-2008), Sygeplejeskolen (2018-) og Undtagelsen (2019) – har han også arbejdet som fast
og freelance skuespiller på bl.a. Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og Republique.
SE PÅ MIG NÅR JEG TALER TIL DIG er en co-produktion mellem Husets Teater, Odense Teater og Peter Dupont Weiss.
Forestillingen kan ses på Husets teater fra den 31. oktober til den 10. december.
Læs mere her.