The Chess Player med Richard McElvain spiller på Teaterøen i København. Foto: Joanna Jakubek.

Forfatteren Stefan Zweigs berømte ‘Skaknovelle’ – The Chess Player – betog læsere verden rundt, da den udkom i 1941.

Historien om Doktor B, der under sin tilfangetagelse af Gestapo søger tilflugt i skakspillet, var et af de sidste værker i Stefan Zweigs store forfatterskab i første halvdel af det 20. århundrede.

Nu kan dramatiseringen opleves på Teaterøen i København, hvor amerikanske Theatre Omnibus kommer på besøg i Teatersalen. Det sker den 24. og 25 januar.

I nazisternes fangenskab

The Chess Player fortæller historien om en mand, der bliver taget til fange af nazisterne. I sin isolationsfængsling bevæger han sig mod galskab, indtil det lykkes ham at stjæle en bog fra sine fangevogtere; en bog om verdens store skakpartier.

I sin fantasi gennemlever han partierne og skaber gennem sin forestillingskraft to kæmpende skakmestre, hvis spil han gennemlever i en tilstand af selvpåført skizofreni.

The Chess Player er en forestilling om fantasi og ensomhed, om skakspillet og menneskets skjulte styrke til at overleve ekstreme situationer.

Opføres på engelsk

Forestillingen opføres af amerikanske skuespiller Richard McElvain og spilles på engelsk.

Forestillingen The Chess Player af Theatre Omnibus spiller fredag 24. januar kl. 20 og lørdag 25. januar kl. 17 i Teatersalen på Teaterøen i København.

Læs mere om forestillingen og køb billetter her