Viva la Frida!
VIVA LA FRIDA! kan opleves på Teater Momentum og Teatret ved Sorte Hest. Foto: Erick Maciel Amazcua.

Den 13. september 2019 har Teater Momentum urpremiere på den helt nyproducerede monolog og portrætforestilling Viva la Frida!

Forestillingen ser tilbage på den afdøde mexicanske kunstner Frida Kahlos liv. I Viva la Frida! fortælles Frida Kahlos historie gennem lillesøsteren Cristinas øjne. Man møder Cristina, som reflekterer over sin afdøde søster. Gennem hele sit liv har Cristina levet i skyggen af sin feterede og opmærksomhedssøgende storesøster. Cristina står nu på egne ben efter sin søster død. Hun er i sorg over tabet, men føler samtidig en stor befrielse, nu hvor hun ikke længere står i skyggen af Frida.

Viva la Frida! forsøger at skabe et anderledes og mere vikelighedsnært blik på Fridas Kahlos liv. Der bruges både musik, tekst og dans til at udtrykke Fridas smerte og passion. Samtidig undersøger forestillingen, hvorfor Kahlo stadig inspirerer og fascinerer i dag, 65 år efter sin død.

Tidligere ensemble-skuespiller på Teater Momentum, Amira Jasmina Jensen, har skrevet manuskriptet med vejledning fra Anna Malzer, Vibeke Wrede, Aleksa Okanovic, Sophia Handler & Rhea Leman. Amira har forfattet manuskriptet ud fra inspiration fra Frida Kahlos egen dagbog samt en to måneders researchrejse til Mexico City.

Amira står også selv på scenen, mens Signe Hørmann Sørensen står for instruktion.

Scene42 har produceret forestilling.

Viva la Frida! spiller på Teater Momentum fra den 13. – 18. september 2019 og fra den 4. maj – 20. maj 2020 kan den opleves i København på Teatret ved Sorte Hest.

Læs mere om forestillingen og bestil billetter her.