SELVTÆGT af Teater Momentum og Teatret st. tv.. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Fra den 28. oktober og frem til den 9. december tager den sorte komedie SELVTÆGT på turné rundt i Danmark. SELVTÆGT er en co-produktion mellem Teater Momentum og Teatret st. tv. og har tidligere spillet på Teater Momentum vol. 12. I denne omgang kan den sorte komedie om at tage loven i egen hånd opleves i hele landet, når den bl.a. tager en tur forbi Fredericia, Randers, København, Vejle, Aarhus og Allerød.

Baggrunden for den sorte komedie

En skole lidt udenfor den svenske flække Ljungby, der skulle være brugt som asylcenter, brændte ned til grunden lørdag den 17. oktober 2015. Kunstnerisk leder for Teater Momentum vol. 12, instruktør Anna Malzer, og dramatiker, Aleksa Okanovic, tog til Ljungby i det ellers på mange måder idylliske Småland for at nærme sig mysteriet. Det var den 43. asylbrand siden juli samme år. Branden er stadig uopklaret. SELVTÆGT opstod med spørgsmålet om, hvem der satte ild til asyllejren den nat.

SELVTÆGT af Teater Momentum og Teatret st. tv. Foto: Per Morten Abrahamsen.

Om forestillingen – en nordic-noir-krimi-komedie

I SELVTÆGT trækker Sâpo-agenten Mo publikum med ind i en krimi-teaterforestilling, som bygger på en virkelig hændelse. Agenten Mo tager til Ljungby og prøver at opklare, hvem der har brændt asylcentret ned kun få dage inden, det skulle være taget i brug. Men ingen har hørt eller set noget. Det eneste vidne er en hund. 

Samtidig møder en nynazist og en muslimsk pige med tørklæde hinanden på byens internetcafe og opdager, at de spiller på samme Counter-Strike-hold. Og en alkoholiseret, arbejdsløs kvinde maler billeder af asylbranden, som led i et terapiforløb, men en dag bliver hun kontaktet af en gallerist fra Berlin, som mener, det er kunst.

For at komme dybere ned i sagen må Mo tage yderst utraditionelle metoder i brug. Mo får hjælp af socialrådgiveren Marit, men hende Marit er vist en spøjs type, der pludselig sammenligner ny nazisme med æblerov. 

Holdet på og bag scenen

Agenten Mo spilles af Mohamed Ali Osman, mens Marianne Søndergaard indtager rollen som socialrådgiveren Marit. I de øvrige roller ses Amira Jasmina Jensen, Emil Prenter og Betina Grove. 

SELVTÆGT er skrevet af Aleksa Okanovic og instrueret af Anna Andrea Malzer. Forestilling er en co-produktion mellem Teatret st. tv. og Teater Momentum.

SELVTÆGT kan opleves over hele landet den 28. oktober og frem til den 9. december.

Læs mere om forestillingen, find spilledatoer og byerne samt køb billet her.