She Loves You
FOTO © Pressefoto

Forsalget til Beatles-musicalen She Loves You på Fredericia Teater ruller hurtigt, og i skrivende stund har over 30.000 allerede sikret sig billet. Teatret har med baggrund i dette derfor allerede nu valgt at forlænge spilleperioden med yderligere en uge.

Som vi for nylig kunne meddele her på siden, har Fredericia Teater valgt at rykke verdenspremieren på She Loves You i København til sommeren 2020. I stedet bliver der gjort plads til Disneys Klokkeren fra Notre Dame på teatret i efteråret. Dette lader dog ikke til at have haft nogen negativ effekt hos publikum. Forsalget af billetter til musicalen med musik af Lennon & McCartney har netop rundet 30.000. Derfor forlænger man spilleperioden, når musicalen rykker til Fredericia i efteråret 2020. Således spiller den nu indtil 6. december 2020.

Teaterchef på Fredericia Teater, Søren Møller, er naturligvis meget taknemmelig for publikums opbakning:

”Jeg er taknemmelig og glad for, at publikum har taget så godt imod vores beslutning om at udsætte premieren for at passe på kvaliteten af forestillingen. Det ses tydeligt, at der bliver sat pris på det. Vi glæder os helt vildt til at præsentere en helt fantastisk forestilling med verdens formentlig bedste sangkatalog,” siger han.

She Loves You får verdenspremiere den 19. juni 2020 på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Herefter kan den opleves på Fredericia Teater fra den 9. oktober 2020 og indtil videre frem til den 6. december 2020.