SHE LOVES YOU
Foto: Nikolaj Lund

Den stort anlagte musical SHE LOVES YOU, baseret på John Lennon og Paul McCartneys musik fra Beatles-årene, er endelig bekræftet. Forestillingen, der har Maria Lucia og Birgitte Raaberg i hovedrollerne, får verdenspremiere i Tivolis Koncertsal den 25. marts 2022.

Billetsalget er gået i gang i dag kl. 10.00.

Ny opsætning, gammel drøm

SHE LOVES YOU skulle oprindeligt være produceret af det konkursramte Fredericia Teater tilbage i marts 2020. Siden konkursen har musicalproducent Mikkel Rønnow, som har licens til musikrettighederne, arbejdet på at kunne realisere en anden opsætning af musicalen.

Dette er nu lykkedes, og Mikkel Rønnow kan nu realisere SHE LOVES YOU, som han i 7 år har arbejdet på at få ud til publikum.

“Det er fantastisk, at musicalen SHE LOVES YOU nu endelig bliver til virkelighed og får den verdenspremiere, den har fortjent. Takket være et fantastisk samarbejde med mine trofaste investorer og med vores gode partnere Tivoli og Musikhuset Aarhus er det lykkedes at skaffe både plads i kalenderen og finansiering til at give SHE LOVES YOU sin ultimative opsætning – endda med et førsteklasses West End-team til at skabe forestillingen. Så nu glæder jeg mig bare vildt til at præsentere den færdige musical for publikum næste forår.” siger Mikkel Rønnow.

Lennon, McCartney og kærligheden

SHE LOVES YOU er en musical om en moderne familie, hvor alle tager livtag med kærligheden. Her opleves både den naive, unge kærlighedsrus, den etablerede kærlighed der udfordres af børn og karriere samt den livslange kærlighed, der blomstrer ved livets afslutning.

Fortællingen bæres af musik og tekst fra Lennon og McCartneys udødelige sange, som The Beatles udgav i årene 1963-70. Heriblandt kan nævnes Let It Be, Yesterday, She Loves You, Blackbird, A Hard Day’s Night, With a Little Help From My Friends, Help!, The Long and Winding Road og Across the Universe. 

Musicalstjerner på scenen

I hovedrollen som kvinden Louise ses Maria Lucia, som har et væld af hovedroller bag sig – både på de skrå brædder og i tegnefilm. Fra Belle i Beauty and the Beast til Maria i The Sound of Music, Elsa i animationsfilmene Frost og Frost 2 og lige nu tærtebageren Jenna i Waitress på Det Ny Teater.

Ved sin side har hun Birgitte Raaberg som Louises mor Anna. Birgitte Raaberg var dominerende på tv, film og musical-scener over hele landet i 1980’erne og 1990’erne. Hun spillede Susan Himmelblå i Midt om natten, Eponine i Les Misérables og Judith i Riget, og er nu tilbage i en stor hovedrolle.

Af andre musicalnavne på rollelisten kan nævnes Rikke Hvidbjerg, Karsten Jansfort, de unge talenter Mikkel Hoé Knudsen og Johanne Milland samt musicalveteranerne Nicoline Siff Møller og Martin Loft.

SHE LOVES YOU får verdenspremiere den 25. marts 2022 i Tivolis Koncertsal og kan opleves i Musikhuset Aarhus fra den 29. april 2022.

Læs mere og bestil billet her.