SHU-BI-DUA - THE MUSICAL
SHU-BI-DUA - THE MUSICAL på Fredericia Teater i 2015. Fotograf- Søren Malmose

I efteråret 2021 og vinteren/foråret 2022 kommer Tivolis Koncertsal og landets store musikhuse til at give genlyd af alle de kendte og elskede hits fra Shu-bi-dua som Hvalborg, Den Røde Tråd, Minus til plus, Askepot og Vuffeli-vov. Megasuccesen SHU-BI-DUA – THE MUSICAL fra 2015 modtog forrygende anmeldelser og solgte over 180.000 billetter. Nu kommer den tilbage i en stor Danmarksturné.

I foråret 2020 måtte genopsætningen af SHU-BI-DUA – THE MUSICAL på Fredericia Teater desværre aflyses pga. teatrets konkurs. Nu producerer LION MUSICALS en ny, opdateret genopsætning af succesen. Størstedelen af castet fra den originale produktion er tilbage, mens instruktør Thomas Agerholm igen er ved roret.

Opsætningen får premiere, hvor det hele startede – nemlig på det snart genåbnede Fredericia Musicalteater d. 3. november 2021. Herefter flytter den til Tivolis Koncertsal i København. Efter Tivoli påbegynder en stor Danmarksturné. Billetsalget starter 10. marts kl. 12.00.

SHU-BI-DUA - THE MUSICAL 2
SHU-BI-DUA – THE MUSICAL på Fredericia Teater i 2015. Fotograf- Søren Malmose

LION MUSICALS præsenterer musicalen i samarbejde med Live Nation. Og hos LION MUSICALS er der stor glæde over at have fået lov til at give SHU-BI-DUA – THE MUSICAL nyt liv på scenen. Producent og ejer af LION MUSICALS, Thomas Langkjær, udtaler:

Vi synes, at danskerne skulle have en ny mulighed for at opleve denne enestående danske musical. Rigtig mange blev skuffet, da de ikke fik mulighed for at se genopsætningen sidste år, da Fredericia Teater måtte lukke. Derfor er glæden så meget desto større nu over, at det er lykkedes. Vi fik Michael Bundesens velsignelse til at lave en genopsætning, inden han blev alvorligt syg, og vi vil gøre vores ypperste for at hylde og ære ham ved at lave en fantastisk opsætning i hans ånd. Vi takker både Fredericia Kommune, det nye Fredericia Musicalteater og den række af spillesteder og kulturhuse over hele landet, der har muliggjort dette.”

Musikalsk portræt af 80´ernes og 90´ernes Danmark

Shu-bi-duas iørefaldende, melodiske landeplager og skarpe, frække og gakkede tekster, danner rammen om et forrygende festligt og satirisk portræt af 80´erne og 90´ernes Danmark i SHU-BI-DUA – THE MUSICAL. Den røde tråd i forestillingen er historien om drengen Mick, der ikke er som alle andre. Vi følger ham fra barndom til ungdom, følger hans kamp for at finde lykken og sin plads i livet. Mick bliver student, får et fedt job på et reklamebureau og møder kærligheden og verdens sødeste pige… men alligevel er det som om, der mangler noget.

Nye og gamle kræfter på scenen

Publikum får mulighed for både at se nye navne og gengangere fra den oprindelige opsætning på scenen. I de to hovedroller som drømmeren Mick og hans udkårne Sille er der denne gang blevet gjort plads til to nyudklækkede stortalenter fra Den danske Scenekunstskole, Thor Vestergaard og Alberte Hønnicke Kyst. Ny er også Trine Pallesen i rollen som Micks mor, en rolle hun deler med Maria Skuladottir. I de øvrige bærende roller er der gensyn med bl.a. Kim Ace Nielsen som Carlos, Cecilie Greiber Alring som Molly samt Ole Boisen som Far.

SHU-BI-DUA – THE MUSICAL instrueres af Thomas Agerholm, som også har instrueret store succeser som SeebachDisneys Klokkeren fra Notre Dame – The Musical og senest The Bodyguard – The Musical for Langkjær Entertainment. Manuskriptet er skrevet af Mads Æbeløe Nielsen med Søren Møller samt Thomas Agerholm selv. Kim Ace Nielsen står for forestillingens koreografi baseret på René Vinthers koreografi fra originalopsætningen.

SHU-BI-DUA – THE MUSICAL for premiere den 3. november 2021 på Fredericia Musicalteater. Derefter påbegyndes den store Danmarksturné. Billetsalget starter 10. marts kl. 12.00!

Læs om SHU-BI-DUA – THE MUSICAL kommer til din by her