Sjællands Teater fejrer FAIR PLAYs 50 års jubilæum

Foto: Thoma Petri

I 2022 har FAIR PLAY lavet vedkommende og samfundsaktuelt teater for børn og unge – teater i øjenhøjde – i 50 år. Jubilæet fejres med stort program lørdag d. 12. november.

Hvad er FAIR PLAY?

Teatergruppen FAIR PLAY blev stiftet i 1972 i København som ramme for ovennævnte debatstykke om idræt og fortsatte som erklæret venstreorienteret teater. Nogle år senere flyttede teatret til Bøsserup ved Nykøbing Sjælland, for herefter at lande i Holbæk.

Som gruppe-navnet antyder var FAIR PLAY startet som et kollektivt ledet teater, men i 1992 blev Robert Parr ansat som kunstnerisk leder, og det har han altså nu været i 30 år. Den engelskfødte skuespiller, instruktør og dramatiker startede sin teatertilværelse i Danmark sammen med Teatret Terra Nova, der især blev kendt for sine integrationsteaterprojekter.

I 2002 blev Teatret Fair Play egnsteater i Vestsjællands Amt efter i mange år at have modtaget støtte fra Teaterrådets puljer. I 2010 blev teatret egnsteater i Holbæk Kommune, og fra d. 1. januar 2021 blev Teatret Fair Play en del af Sjællands Teater, der kan kalde sig Danmarks største egnsteater – med støtte fra både Holbæk og Slagelse kommuner.

50 års jubilæum

FAIR PLAY har gennem alle årene lavet vedkommende forestillinger for børn og unge – forestillinger med noget på hjerte. I 2022 fejrer de jubilæet med to forskellige forestillinger: EN AF DAGENE, der havde premiere i foråret, og UNDER MÆLKEVEJEN, der har premiere d. 28. oktober.

Lørdag d. 12. november fejres FAIR PLAYs 50-års jubilæum bl.a. med forestilling og bogudgivelse. Samtidig fejres Robert Parrs 30-års jubilæum som kunstnerisk leder af FAIR PLAY.

UNDER MÆLKEVEJEN spiller kl. 15.00 på Holbæk Teater, og herefter er der fejring af udgivelsen af FAIR PLAYs 50-års jubilæumsbog.

Previous articlePapirteaterkoncert med Pink Floyd i årerne
Next articleRost cancer-monolog genopsættes